Topplaceringer inden for både vækst i overnatningstal og flest nye besøgende i området. Trods corona ser Destination Kystlandet tilbage på et fantastisk 2021. Her er årets fem største højdepunkter.

Skattejagten Juelsminde Rundt har i 2021 tiltrukket både lokale borgere og tyske turister i år. Foto: Destination Kystlandet

Overnatningstal fra VisitDenmark viser, at Destination Kystlandet ligger i top-3, når det kommer til mest vækstende destinationer i perioden 2019-2021, og Kystlandet har yderligere landet en førsteplads i ‘flest nye besøgende’ i 2021. Derudover har Endelave- og Tunøfærgen slået passagerrekord, Skattejagterne i Kystlandet har været mere populære end nogensinde, og de internationale medier har fået øjnene (endnu mere) op for området, der dækker Odder, Horsens og Hedensted kommuner.

Topplacering på antal overnatninger

VisitDenmark har netop offentliggjort data for overnatninger i perioden januar-november 2021 i alle landets 19 destinationer. Sammenlignet med tallene fra 2019 og 2020 viser de, at Destination Kystlandet lander på en flot tredjeplads i procentvis positiv udvikling i perioden med en samlet vækst på 7,2% – I tæt kapløb med og kun overgået af Destination Bornholm (8,5%) og Destination Limfjorden (13,6%).

“Det er med en lille sten i hjertet, at jeg jubler over Kystlandets flotte topplacering. Hotel-, restaurations- og konference-branchen har lidt store tab i corona-perioden – også her i vores tre kommuner – og det må bestemt ikke negligeres. Men samtidig fortæller tallene, at vores destination som helhed ikke blot har været modstandsdygtig under pandemien, men også er i fremgang bl.a. takket være vores attraktive sommerhusområder, hårdtarbejdende campingpladser og danskernes stigende opmærksomhed for vores naturskønne område – hvilket vi gennem vores kampagner og markedsføring har kæmpet for at få flere til at opdage, så jeg er meget stolt”, siger direktør for Destination Kystlandet, Helle Berthold Rosenberg.

Førstegangsbesøgende har søgt mod Kystlandet i 2021. Foto: Glud Museum

Flest nye besøgende i 2021

Tidligere på året offentliggjorde VisitDenmark en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion, der viste, at Kystlandet i 2021 scorede en flot førsteplads i antal nye besøgende.

“Sommeren var rigtig god med masser af gæster. Det er første sæson, hvor vi har markedsført Kystlandet som én samlet destination frem for kommunerne enkeltvis, og jeg ser de mange førstegangsbesøg som et udtryk for, at danskerne har fået øjnene op for vores destination og de mange oplevelser, der er værd at komme efter. Det er vi enormt glade for, både fordi det højner kendskabet til Kystlandet generelt, og fordi de mange førstegangsbesøgende efterfølgende fungerer som gode ambassadører for området, så endnu flere kommer til”, udtaler Helle Berthold Rosenberg.

Destination Kystlandet skiftede navn i april 2021 fra Turistsamarbejdet Kystlandet og søsatte på samme tid oplevelsesuniverset kystlandet.dk, der samler indholdet fra visitodder.dk, visithorsens.dk og visitjuelsminde.dk.

“Det er tydeligt, at områdets gæster har haft gavn af ét samlet sted at finde inspiration og information om Kystlandet. Vi glæder os til at bruge 2022 på at gøre vores online-univers endnu bedre – både indholdsmæssigt og grafisk – bl.a. med tusindvis af nye flotte fotos fra hele destinationen”, fortæller Destination Kystlandets marketingansvarlige, Marie Kau Linde.

Stigende international opmærksomhed

National Geographic Traveller, tysk TV, britiske livsstilsmagasiner og en engelsksproget rejse-podcast på Spotify. Kystlandet har været godt omkring de internationale medier i 2021, der især har været interesserede i lokale smagsoplevelser, Det Østjyske Øhav, familievenlige ferieoplevelser og Verdens Mindste Krydstogt, der efter planen lanceres i løbet af 2022. I alt har Kystlandet i 2021 genereret presseomtale for en værdi over 2,5 millioner kroner.

Presseansvarlig ved Destination Kystlandet, Line Vinum, forklarer den stigende interesse som et resultat af gode samarbejder, solide produkter og en lille smule held i uheld.

“Corona har skabt en trend, hvor turisterne i høj grad har valgt natur og god plads til frem for storbyens mættede sus og dus. Det har flyttet de internationale mediers fokus fra primært København til det “uopdagede Danmark” – og her har Kystlandet været en sand perle at trække frem med vores varierede natur, kvalitetsrige kulturattraktioner, lokale fødevareproducenter og charmerende småøer. Men trendskiftet kan ikke få æren alene. Succesen skyldes overvejende det stærke samarbejde, vi har med vores dygtige partnere og VisitDenmark, som jeg ser frem til at styrke endnu mere i 2022″, siger Line Vinum.

Et besøg på Tunø har været et hit blandt danskerne i 2021. Foto: Destination Kystlandet

Færgetal i Det Østjyske Øhav har slået rekord

Frisk luft, albuerum og autentiske oplevelser – dét er hvad danskerne især har søgt i ferieåret 2021. Her har øerne i Det Østjyske Øhav leveret i stor stil, hvis man lader overfartstallene fra Endelavefærgen og Tunøfærgen tale. Overfarterne har nemlig slået all-time rekord i 2021 med henholdsvis 79.434 passagerer for Endelavefærgen og 58.970 for Tunøfærgen – en stigning på 13% for begge færger i forhold til 2020. Tendensen er tydelig; begge øer har nydt godt af en stigning i besøgende uden for højsæsonen, hvilket taler ind i den måde, Kystlandet arbejder med bæredygtighed på.

“Bæredygtighed handler også om, at turismen bidrager positivt til de små lokalsamfund. Når overfarterne stiger i skuldersæsonen, mindskes belastningen på øernes ressourcer – både miljømæssigt og socialt – og bidrager til indtjeningen uden for højsæsonen – hvilket er én af vores mange målsætninger for et grønnere løft af hele destinationen. Så det er meget gode nyheder at starte et nyt år på”, udtaler Helle Berthold Rosenberg.

De gratis skattejagter i Kystlandet er en populær familieaktivitet. Foto: Destination Kystlandet

Kystlandets skattejagter er guld værd

Gratis glæder kan man ikke få nok af – så Kystlandet har sørget for hele fire styks i henholdsvis Odder, Horsens, Juelsminde og på Tunø. Familieaktiviteterne Skattejagten Odder Rundt, Skattejagten Horsens Rundt, Skattejagten Juelsminde Rundt og Skattejagten Tunø Rundt, kombinerer sightseeing med leg og læring. Et gratis skattekort downloades fra kystlandet.dk eller hentes på udvalgte lokationer, og efter endt jagt får de modige eventyrer en skinnende medalje. Over 2000 personer har gået skattejagterne i 2021, hvoraf Kystlandets egne borgere og tyske turister udgør størstedelen af de deltagende.

“Vi er vilde med de mange nye besøgende i destinationen, men det er mindst lige så positivt, at omkostningslave aktiviteter som skattejagterne er med til at flytte lokale borgere på tværs af kommunegrænserne – specielt da de lokale i højere grad kan benytte Kystlandets tilbud i skuldersæsonerne, eksempelvis på en dagstur. På den måde gavner Odder-, Horsens- og Hedensted kommuners egne bysbørn destinationens ellers turistafhængige erhverv”, forklarer en glad Helle Berthold Rosenberg.

I 2022 ser Destination Kystlandet frem til, i samarbejde med brancheorganisationen Danske Destinationer, at gå endnu hårdere til værks med at løfte turismen i Odder, Horsens og Hedensted kommuner i en grønnere retning. Derudover offentliggøres snart en malebog med illustrationer af områdets vartegn, og yderligere skal der det kommende år arbejdes med at sætte Kystlandet (endnu mere) på verdenskortet.

Læs mere på kystlandet.dk