I torsdags lykkedes det Karen Hviid Christensen at vinde verdensmesterskabet ved veteran-VM for kvinder i alderen 55-59 år i Poznan, Polen.  Det skete på en kort, flad og teknisk rute på smalle veje med flere skarpe sving. Solen skinnede fra en skyfri himmel og der blæste en svag vind, da Karen blev kastet i ilden og hun kørte de 19 km på lige under 27 minutter. Med 40,6 km/t blev der ikke sat fartrekord, da asfalten på en længere strækning var så ujævn, at man skulle bide tænderne godt sammen for at beholde dem i munden, og det gjaldt om at tro på, at cykel og hjul nok skulle holde til strabadserne! 12 sekunder efter vinderen kom italienske Olga Capiello og på tredjepladsen østrigeren Claudia Pfisterer 28 sekunder efter. Hedenstedrytteren fik dermed det maksimale udbytte af de mange timers træning og evnen til at omsætte nervøsiteten før start til en toppræstation undervejs på ruten.

Stævnet i Poznan var finalestævnet om verdensmesterskabet for veteraner, hvortil man skulle kvalificere sig i et af de 15-20 kvalifikationsstævner over hele verden, og hvor hundredevis af damer i Karens alder deltog og hvor 13 af de bedste i hendes klasse dystede i torsdags. Når man medregner de øvrige klasser for herrer og damer, har tusindvis deltaget i kvalifikationen og knap 500 ryttere fra hele verden kunne stille til start i torsdags i enkeltstarten i de forskellige aldersklasser.

Karen har tidligere vundet to VM-titler i landevejscykling med samlet start og kan altså nu føje titlen som verdensmester i enkeltstart på sit cv.