Aldrig før har Danish Crown solgt så meget flæsk i skiver på så kort tid. De sidste to uger op til valgdagen er salget 50 pct. større end til Folketingsvalget i 2019.

Hvis danskerne er ved at være mætte af valgkamp, så har de til gengæld masser af appetit på valgflæsk. Maskinen, der skærer flæsk i skiver, og linjen, der gør pakkerne klar til supermarkederne, har nærmest kørt uafbrudt de sidste tre uger på Danish Crowns slagteri i Herning.

For allerede få dage efter valget blev udskrevet, måtte Danish Crown melde udsolgt af stegeflæsk i ugerne op til valgdagen. Salget er nærmest eksploderet, og Danish Crown sætter salgsrekord med et salg, der faktisk er 50 procent større end ved Folketingsvalget i 2019. Derfor har det været lidt af et puslespil at få kundernes ønsker og de forhåndenværende mængder til at gå op.

– Vi har aldrig før solgt så meget flæsk i skiver på så kort tid. Der har været en helt overvældende opbakning fra alle vores danske kunder, så vi har kæmpet benhårdt med at gøre alle kunder så tilfredse som muligt. Med så flot et salg må vi konstatere, at danskerne virkelig har taget stegt flæsk til sig som retten, der hører til på en valgdag, fortæller Peter Bendixen, der er ansvarlig for salget til de danske detailbutikker hos Danish Crown.

For mange danskere er det blevet en tradition at spise stegt flæsk med persillesovs til vælgermøder eller hjemme ved spisebordet på valgaftenen. Også i kantinerne på de danske arbejdspladser har de haft travlt med at få bestilt flæsk hjem til valgdagen. Med den lidt længere valgkamp denne gang har Danish Crown i modsætning til tidligere haft mulighed for at planlægge produktionen af brystflæsket.

– Til foodservice har vi set et rigtigt flot salg af brystflæsk. Faktisk har aftrækket været så stort, at vi har draget stor fordel af, at vi uden at gå på kompromis med kvaliteten kunne fryse produkterne ned på forhånd, ellers havde vi hverken kunne stikke eller bekende over for vores kunder. Jeg synes også, at de private slagtere i år virkelig har taget flæsk til sig, og har været med til at markedsføre det. Det har også givet et boost til det samlede salg, siger Søren Overgaard, der er ansvarlig for salget til foodservice i Danmark.

Det er forholdsvis nyt, at begrebet “valgflæsk” er blevet konverteret fra at være et synonym for politikernes mange løfter til vælgerne under i valgkampen, til servering af stegt flæsk i forbindelse med vælgermøder og på valgdagen. Det vandt for alvor frem i 1990’erne, hvor en del kroejere, der lagde lokaler til valghandlingen, så en forretning i at sælge stegt flæsk til vælgerne, når de havde sat deres kryds.

Det sidste flæsk, der kan nå ud i butikkerne til valgdagen, bliver sendt afsted fra Herning i løbet af mandagen eftermiddag.

Fakta:

Begrebet valgflæsk har eksisteret i langt over 100 år. Det er fundet i en artikel i Østsjællands Folkeblad helt tilbage i 1889 og research har vist, at det især blev taget i brug i forbindelse med et lovforslag om beskatning på salg af brændevin og øl i netop 1889. Litterært optræder valgflæsk i digteren L.C. Nielsens digtsamling Mit Land fra 1898. Han skriver:

Nu lokkes der med Løfter Nu angles der med Ord Og Valgflæsket skæres for Ved Folkets Bord

Del på sociale medier