Som en af de første skoler i Hedensted Kommune er eleverne på Uldum Skole begyndt at sortere affald i klasserne. Skolen er nemlig pilotskole for det kommunale projekt, ”Fej For Egen Dør”, der handler om at kommunens institutioner – ligesom borgerne – skal affaldssortere og reducere mængden af affald, der sendes til forbrænding. Det oplyser Hedensted Kommune i en pressemeddelelse
Den 30. maj introducerede skoleleder Rasmus Vorting de ca. 150 elever til sorteringen. Eleverne fik at vide, at de skal blive eksperter i at affaldssortere derhjemme. På den måde kan de hjælpe far og mor, når de river sig i håret over, om en plastikdunk er hård eller blød plastik. Rasmus Vorting fortalte blandt andet følgende til eleverne:
”Vi skal sikre, at vi bliver mere miljøbevidste her på skolen. Vi skal være gode ved planeten. Vi har næsten ikke flere metaller tilbage, så derfor er det meget vigtigt, at vi sorterer vores rene sølvpapir fra madpakkerne i stedet for at smide det ud som restaffald. På den måde sparer vi også en hel masse energi, for det kræver meget energi at udvinde metallet”.
En elev fra fjerde klasse supplerede med sin viden fra undervisningen: ”Det er nemlig dumt at forbrænde for meget, for så bliver drivhuset tykkere og tykkere og det bliver varmere og varmere”.
Udover at sortere metal, glas, hård plast, blød plast, papir og pap, skal eleverne også prøve kræfter med kompost. Her er det vigtigt at sortere det grønne affald fra – men lade det animalske affald blive i spanden til restaffald. Det illustrererede skolelederen med hjælp fra eleverne:
”Vi mennesker kan rigtig godt lide kød. Men det kan dyr også. Og der er nogle dyr, vi helst ikke vil have på skolens område, så derfor skal de ikke kunne finde kød i vores kompost. Kan I gætte, hvad det er for et dyr, vi gerne vil undgå?”. Svaret lød prompte fra salen, hvor eleverne sad samlet: ”EN LØVE!”.
For at undgå løver – men også rotter – på Uldum Skole, skal eleverne sørge for kun at smide det grønne affald i komposten. Det er en god øvelse at overveje, hvad de forskellige produkter og madvarer, vi omgiver os med, er lavet af – og hvad de kan genbruges som. På den måde er affaldssorteringen på Uldum Skole både et læringsprojekt og et konkret bidrag til at reducere den mængde affald, Hedensted Kommune sender til forbrænding. Her er det Uldum Skoles erklærede mål at reducere mængden med 40%. Skolen har indtil videre i 2018 sendt 2284 kg restaffald til forbrænding, efter at pap og papir var sorteret fra til genanvendelse.
Introduktionsdagen den 30. maj blev afrundet med budskabet om, at der hviler et ansvar på elevernes skuldre. Herefter blev de sendt ud til klasserne for at øve sig i at affaldssortere skolelederens medbragte affald i de nye beholdere, som nu står i hvert klasselokale på Uldum Skole. Den nye hverdag som affaldssorteringseksperter kunne dermed begynde.