Fem år efter at Dansk Produktions Univers med støtte fra Hedensted Kommune blev grundlagt på Vejlevej i Hedensted, er virksomheden nu klar til at tage hul på et nyt og ambitiøst kapitel. Med et nyt navn, som endnu ikke er endelig fastlagt, ny adresse på Spettrupvej i Hedensted, et farvel til det kommercielle aktieselskab og goddag til et nyt non-profit og medlemsejet F.M.B.A. er omstruktureringen af DPU nu klar til at stå sin prøve.

Foto: ABW

Omstruktureringen indebærer blandt andet, at iværksættermiljøet Rugekassen, som hidtil har sorteret under DPU, nu lægges ind under Hedensted Erhverv under navnet DPU Rugekassen og ligeledes med adresse på Spettrupvej. Det er den nye lovgivning på erhvervsfremmeområdet, som har udløst behovet for at skabe rene linjer mellem DPU og Rugekassen. Den nye lovgivning betyder, at Hedensted Kommune ikke længere har mulighed for at yde økonomisk støtte til DPU, som også opererer uden for kommunegrænsen.

”I fremtiden bliver vi et non-profit udviklingshus i stedet for en kommerciel konsulentvirksomhed, men vi vil bygge videre på de gode værdier, som DPU hidtil har været baseret på. Ambitionen er at være et kraftcenter for udvikling og digitalisering af de små og mellemstore produktionvirksomheder, som Danmark er så rig på,” siger Claus Højgaard, som hidtil har været chefkonsulent hos DPU.

Sammen med kollegaen Sharif Tawfik er han klar til nu at gå i dialog med de nuværende 31 medlemsvirksomheder om den nye struktur og også til at hverve nye. ”Heldigvis kommer omstruktureringen på et tidspunkt, hvor vi står med en historisk stor ordrebeholdning på over en million kroner, så vi ser meget optimistisk på fremtiden, som gerne skulle give mulighed for at tilknytte flere medarbejdere,” siger Sharif Tawfik.

DPUs nuværende adm. direktør Lone Jakobsgaard fortsætter sammen med to deltidsansatte, administrative medarbejdere i DPU Rugekassen.

Del på sociale medier