På trods af Corona situationen, var det muligt at gennemføre de Jysk-Fynske mesterskaber i enkeltstart i Aulum lørdag. Omgivelserne var åbne marker med parkering på cirkuspladsen, så der var masser af plads til at holde afstand. 

De Jysk-Fynske mestre, foto: Hedensted Cykelklub

Vinder i Dame B blev Karen Hviid Christensen og vinder i H60 blev Jan Falch Petersen, begge fra Hedensted Cykelklub. De kørte begge med ca. 40,5 km i gennemsnit i det vindstille og kølige vejr i det flade landskab. Karen vandt med over to minutter ned til nummer to, som blev Else Lund fra Cykleklubben Århus. Jans margin var noget mindre, nemlig 41 sekunder til Jørn Madsen fra Holstebro Cykelklub.

Løbet havde prominent besøg i Dame A, hvor vinderen blev Birgitte Krogsgaard fra Århus Cykleklub. Hun slog Pernille Mathiesen fra Team Sunweb og Amalie Didriksen fra Boels-Dolmans Cycling Team, som begge er på vej til VM i næste uge.

 

Del på sociale medier