De unge i Hedensted Kommune kan i de kommende år se frem til spændende og udfordrende aktiviteter, når fire foreninger går i gang med at udvikle deres tilbud om e-sport. Det oplyser Hedensted Kommune i en pressemeddelelse.

Over hele landet stormer e-sport i idrætsforeningerne frem, hvor kampen på fodboldbanen skiftes ud med den virtuelle kamp på computerskærmen.

Mere fokus på de professionelle spillere og idrætsorganisationernes indsats for at organisere aktiviteterne har givet de unge lyst til at prøve kræfter med e-sport som fritidsaktivitet.

Mange idrætsforeninger ser muligheden for at give de unge en plads i fællesskabet, hvor de kan mødes med andre unge med samme interesser.

Foto: ABW

Men stillesiddende skærmaktiviteter i mange timer kan også have nogle negative konsekvenser. Den massive digitale påvirkning har betydning for både for den mentale og fysiske sundhed.

Også i Hedensted Kommune har mange foreninger et ønske om at tilbyde e-sport. Derfor igangsætter Fritidsudvalget et udviklingsprojekt i samarbejde med fire lokale idrætsforeninger. Ønsket er at skabe nogle tilbud, som tager højde for de negative konsekvenser. Øget forældresamarbejde, sund mad og fysiske aktiviteter er bare nogle af de elementer, som tilbuddene kommer til at bestå af.

De fire foreninger, der er med i samarbejdet, er Sole Idrætsforening, Sportssammenslutningen Skjold, Ølsted Ungdoms- og Gymnastikforening og Vejlefjord Idrætsforening. Foreninger modtager hver 25.000 kr. til deres aktiviteter i foreningen. Derudover er der afsat midler til netværksmøder og fællesarrangementer.

Formanden for Fritidsudvalget Hans Vacker glæder sig over, at foreningerne gerne vil være med til at udvikle e-sport i Hedensted Kommune:

”De fire foreninger påtager sig en stor opgave med at udvikle et velfungerende tilbud, der også kommer deltagerne til gode resten af livet. Det er rigtig godt, at vi får nogle tilbud, der ikke bare udfordrer de unge ved skærmen, men også har fokus på de fysiske aktiviteter. Jeg er sikker på, at mange unge vil få glæde af de nye aktiviteter”.

Foreningerne mødes første gang i efteråret, og foreløbig er det planen, at det to årige samarbejde skal afsluttes med et fælles e-sports event.

De fire foreninger har derudover sagt ja til at være med til at give deres erfaringer videre til andre foreninger i kommunen, der også kunne være interesseret i e-sport.

Del på sociale medier