“Skulderklap” til Palsgaard Sommerspil for indsats i lokalområdet Landbrugets Kulturfond belønner Palsgaard Sommerspil med et “skulderklap” for sin indsats for lokalområdet. Med følger også 10.000 kroner. “Landbrugets Kulturfond påskønner jeres vedvarende arbejdsindsats med lokale kræfter i alle aldre og med kulturen som omdrejningspunkt”

Sådan lyder det fra fonden under Landbrug & Fødevarer, der har tildelt Palsgaard Sommerspil ved Juelsminde et “skulderklap” ledsaget af 10.000 kroner.

– Det betyder rigtig meget for os at blive honoreret for vores arbejde. At Landbrug & Fødevarers fond tildeler os det her “skulderklap” vidner om, at der bliver lagt mærke til det, vi laver, og det er dejligt, siger formand Thrine Nørgaard.

Til sommer 2022 kan Palsgaard Sommerspil fejre sit 50 års-jubilæum med musicalklassikeren ‘Spillemand på en tagryg’. På scenen står der både nye og gamle ansigter.

Og uden lokale kræfter havde foreningen Palsgaard Sommerspil ikke kunnet fungere.

– Vi står på skuldrene af alle de lokale kræfter, som siden 1972 har båret foreningen frem. Derfor er ‘Spillemand på en tagryg’ også en perfekt jubilæumsforestilling, fordi den netop handler om overgangen fra fortid til fremtid, siger formand Thrine Nørgaard.

‘Spillemand på en tagryg’ har premiere 28. juli og spiller frem til 7. august.

Læs mere om Palsgaard Sommerspil her: www.palsgaardsommerspil.dk

Lidt om ‘Spillemand på en tagryg’

‘Spillemand på en Tagryg’ er en livsbekræftende, rørende og morsom fortælling om livet i den lille russisk-jødiske landsby Anatevka i 1905. Det er traditionerne, der er limen i det lille samfund, men nye vinde blæser, og verden er i forandring.

I landsbyen bor mælkemanden Tevye, der balancerer på kanten mellem det nye og det gamle – symboliseret af spillemanden, der må balancere på tagryggen.

Musikken trækker selvfølgelig på den jødiske folkemusik med et af de største musicalhits – ’Hvis jeg var en rig mand’.

Tevyes oprørske døtre vil ikke indgå i de arrangerede ægteskaber, som landsbyens ældre ellers vil det.

Så vejer Tevyes kærlighed til børnene stærkere end loyaliteten over for traditionerne og troen? Splittelsen mellem det gamle og det nye er altså det altoverskyggende omdrejningspunkt i handlingen.

Selvom ‘Spillemand på en tagryg’ berører alvorlige emner, så er forestillingen også præget af den jødiske varme, livsglæde og ikke mindst humor.

Fakta om Palsgaard Sommerspil:

Palsgaard Sommerspil er en teaterforening hjemmehørende i Palsgaard Slotspark ved Juelsminde. Foreningen, der tæller omkring 200 frivillige og en håndfuld professionelle, har eksisteret siden 1972 og har gennem årene opført operetter og musicals som The Sound of Music, Atlantis, Les Misérables, Grease, Midt om Natten og Chess. Forestillingerne tiltrækker publikum fra alle egne af landet og sommetider fra udlandet med op til 10.000 tilskuere pr. sæson.

Vedhæftede billeder må frit benyttes.

Tevye og Golde er gift med hinanden og er hovedrollerne i ‘Spillemand på en tagryg’.

Palsgaard Sommerspil presse@palsgaardsommerspil.dk

“Skulderklap” til Palsgaard Sommerspil for indsats i lokalområdet