Lørdag den 3. marts var fem dagplejebørn og dere2s mødre samlet til sansemotorik i dagplejen Anemonen. Sansepædagog Mette fra Vejle startede med en kort fortælling om, hvorfor sanserne er så vigtige allerede fra fødslen, og hvordan man videreudviklerne sanserne.
Herefter blev der sunget goddagsang, hvor følesansen kom i brug. Der var sang, trykmassage, poser med forskellige ting i som kastanjer, ærter og ris, hvor babyhænder og fødder skulle puttes i, og afslapning under en faldskærm samt sæbebobler.
– “Det har været en skøn dag, hvor alle sanser kom i brug. Børnene var meget trætte og havde brug for en velfortjent middagslur. Og det kan da også tænkes, at mødrene har fået sig en lille lur, fortæller Anette Hjort Hansen fra Anemonen.
Også sansepædagog Mette var godt tilfreds med arrangementet.
– “Det har været super hyggeligt at møde dem alle, og det var nogle dejligt engagerede forældre. Så jeg håber, de alle fik idéer og inspiration med hjem, og de nu kan se, hvad Anette gør helt specielt i hendes dagpleje. Det er nogle heldige børn, der kommer her, lyder det fra sansepædagogen.