Forsvaret skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om  havmiljøvogterne:

Over 1.000 børn mellem 8 og 14 år har meldt sig som frivillige junior-havmiljøvogtere og bruger nu en stor del af fritiden på at opsamle plastik og andet løst affald på de danske strande

Danske børn viser en imponerende interesse for at opsamle plastik og andre former for løst affald i naturen. Og nu tager de også det næste skridt og melder sig ind som frivillige i en organisation, der arbejder for et renere havmiljø i Danmark.

Den specielle junior-afdeling af Forsvarets Havmiljøvogterkampagne er således blevet en stor succes. Junior-afdelingen er for børn mellem 8 og 14 år, og på nuværende tidspunkt har over 1.000 børn meldt sig som frivillige. Tallet stiger for hver dag.

Forsvarets Havmiljøvogterkampagne tæller i dag over 22.000 frivillige medlemmer, og det specielle tilbud til børn mellem 8 og 14 år omfatter en junior-pakke, der gør det let – og en smule sejt og prestigefyldt – at opsamle “havfald”, som er Forsvarets betegnelse for alt det løse affald, der bliver smidt på strandene og i havet.

Junior-pakken består af en lille quizbog med sjove spørgsmål om havets dyr, flotte klistermærker med “Nej tak til havfald”, en rød havmiljøvogterhue, et badge til at sætte på jakken og specielle praktiske havfaldsposer, der gør det let at komme i gang med at samle havfald. Og som noget helt nyt giver medlemsskabet af klubben også en gratis adgangsbillet til Den Blå Planet, der er Nordeuropas største akvarium.

– Det store antal af frivillige børn viser, at næste generation ikke blot har en god miljø-forståelse, men også er villige til at handle. Og børns gode vaner varer ofte ved resten af livet. Medlemskabet kan derfor blive en uddannelse til fremtidens miljøbevidste voksne, fortæller Birgitte Vagnholm, der er overassistent i Søværnskommandoen og ansvarlig for havmiljøvogterkampagnen.

– Hver dag færdes masser af børn på stranden sammen med deres forældre eller bedsteforældre, og det giver mere end almindelig god mening, at dette fællesskab benyttes til at oplære børnene som fremtidens voksne og til at passe på vores havmiljø, slutter Birgitte Vagnholm.

Af rent praktiske årsager kræver et barns medlemskab af junior-afdelingen, at mindst en af forældrene allerede er medlem af Forsvarets Havmiljøvogterkampagne, som er Danmarks første, største og længstlevende kampagne mod “havfald”.

Junior-pakken gør det let – og en smule sejt og prestigefyldt – at opsamle “havfald”

Fotos:

Casper Tybjerg/Havmiljøvogterkampagnen

 

Del på sociale medier