Som noget helt nyt vil man fra 1. april kunne møde Politiets Online Patrulje på de sociale platforme på internettet.

Patruljen er sat i værk for at styrke politiets digitale tilstedeværelse, så borgerne – i lighed med på gaden – kan komme i dialog med en digital politibetjent på internettet.

Politiet vil patruljere på sociale medier, hvor politiet kan indgå i dialog med særligt børn og unge, forebygge uhensigtsmæssig adfærd og kriminalitet samt gribe ind, hvis der foregår lovovertrædelser.

Politiets Online Patrulje er en del af politiets flerårsaftale, hvor aftalepartierne blev enige om, at der skulle etableres en digital patruljeenhed.

I tæt kontakt med børn og unge på sociale medier

Politiets Online Patrulje har som opgave at skabe synlighed og tryghed på internettet generelt, men vil i starten have særligt fokus på børn og unge, som politiet gerne vil skabe en tættere relation til.

Sektionsleder for digital patruljering i National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Sisse Birkebæk, siger:

”I Politiets Online Patrulje vil vi gerne i kontakt med børn og unge. Derfor vil vi også være til stede på forskellige sociale medier og gaming sites, hvor de unge færdes. Det er vigtigt, at vi som politi får skabt en god og tryg relation til de unge, så de tager imod de råd, vi giver, men også så de føler, de kan tale med os, hvis de oplever noget ubehageligt på internettet”.

Politiets Online Patrulje kommer på Facebook

Politiets Online Patrulje vil starte med at patruljere på Facebook og vil i den kommende tid også være til stede på andre sociale medier. Du kan kontakte Politiets Online Patrulje via Messenger, hvis du har tips om mistænkelig adfærd på internettet eller har brug for gode råd til at færdes sikkert online.

Hvis du vil anmelde kriminalitet, skal du gøre det enten ved at ringe til 114, anmelde det på politi.dk eller kontakte din politikreds.
Ved akut behov for politiet skal du ringe 112.

Du finder Politiets Online Patruljes Facebook-profil her.

Fakta om Politiets Online Patrulje

Med flersårsaftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi fra 2021-2023 blev det besluttet, at der skulle oprettes en digital patrulje i politiet for at styrke politiets digitale tilstedeværelse på nettet. Den digitale politipatrulje er blevet tilført 10 årsværk og er placeret i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i National Cyber Crime Center.

Politiets Online Patrulje sættes i drift 1. april 2022 og forventes at være fuldt implementeret ultimo 2022.

Kilde

Foto: ABW
Del på sociale medier