Foreninger i Hedensted Kommune kan søge op til 30.000 kr. i tilskud gennem ”Kulturpuljen”. Der er i alt 300.000 kr. i puljen.

Foreninger der har en god ide til en ny kulturaktivitet eller et enkeltstående event indenfor f.eks. børn- og ungekultur, billedkunst, teater, musik, litteratur og medier, dans og bevægelse som kulturoplevelse, tværkulturelle aktiviteter eller kulturarv kan nu søge Kulturpuljen om tilskud til deres aktiviteter.

Kulturpuljen kan allerede fra den 6. januar 2021 søges om op til 30.000 kr. i tilskud til søsætning af nye tiltag på kulturområdet, startstøtte eller underskudsgaranti.

Flere gode hverdagsfællesskaber og positive oplevelser til borgerne

Formålet med Kulturpuljen er at understøtte, fremhæve og styrke eksisterende og kommende kulturaktiviteter og aktører, for derigennem at give flere borgere mulighed for at deltage i de gode hverdagsfællesskaber, få positive oplevelser og give flere lyst til at være en del af kulturlivet.

Puljens formål er at understøtte en bæredygtig opstart af nye kulturforeninger samt at understøtte nye kulturaktiviteter i eksisterende og nystartede foreninger i Hedensted Kommune.  

Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget står bag puljen

Det er Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget, der er gået sammen om at skabe Kulturpuljen på i alt 300.000 kr.

”I Det Fælles Landdistriktsråd støtter vi gerne foreninger, der ser nye udviklingsmuligheder for deres aktiviteter på kulturområdet. For os er det vigtigt, at kulturlivet hele tiden udvikler sig og forbliver alsidigt og en oplevelse for borgerne at deltage i. Puljen støtter bl.a. foreningerne i deres opstart og stiller garanti for et evt. underskud, som ansøgerne måtte have ved at afprøve nye tiltag” siger Peter Altenborg fra Det Fælles Landdistriktsråd.

”Ønsker man f.eks. at lave en teaterforestilling for børn ude i en bøgeskov eller en klassisk intim-koncert i en smuk industriel lagerhal, er Kulturpuljen oplagt. Vi vil gerne, at der bliver tænkt ud af boksen i disse corona-tider, særligt i forhold til hvordan vi sikkert samler og afvikler aktiviteter for forskellige målgrupper. Vi tror på, at vejen frem i det nye år, er mange mindre events og tiltag, der f.eks. kan besøges af borgerne på egen hånd. Så undgår vi at samle for mange og samtidig sikrer vi os, at borgerne kan få oplevelsen med, uanset hvor lavt forsamlingsforbuddet måtte være” fortæller Hans Vacker, formand for Fritidsudvalget.

Kulturpuljen kan søges løbende, og allerede fra i dag ligger de specifikke kriterier og ansøgningsskemaet klar på Hedensted Kommunens hjemmeside. Man kan søge under Kultur og Fritid, der er med til at administrere ansøgningsprocessen.

 

For mere information kontakt:

 

Peter Altenborg

Det Fælles Landdistriktsråd

Mobil: 61339232

Mail: peter@altenborg.dk

 

Hans Vacker

Fritidsudvalget

Mobil: 40680046

Mail: hans.vacker@hedensted.dk

 

Maria Elsmore-Andersen

Kulturkonsulent, Kultur & Fritid

Mobil: 29111162

Mail: maria.elsmore-andersen@hedensted.dk

 

 

 

Del på sociale medier