Røde Kors og Boblberg lancerer med støtte fra TDC Net og Nordea-fonden SnakSammen, der skal give menneskelig kontakt til det store antal isolerede og karantæneramte under Corona-krisen
Antallet af isolerede mennesker stiger på grund af risikoen for corona-smitte. Derfor lancerer Røde Kors, Boblberg, TDC Net og Nordea-fonden i dag en landsdækkende digital besøgstjeneste, der skal genetablere den menneskelige kontakt, som mange har mistet.
Et stort antal frivillige samtalevenner fra Røde Kors vil sidde klar på platformen SnakSammen.dk fra i dag og være klar til at tage en snak om hvad som helst på mobil, tablet eller computer. Snakken kan handle om hvad som helst og indeholde det gode grin og de bekymringer, man har. Tilbuddet er for alle, og siden er bygget op, så der er så få tekniske forhindringer som muligt.
Alle, der gerne vil have et digitalt ”besøg”, kan via SnakSammen.dk booke en snak med en frivillig samtaleven. Begge parter får en sms og en e-mail med et link, når samtalen begynder – og man skal ikke installere besværlige programmer.
SnakSammen er udviklet af Boblberg og Røde Kors i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune. Nu gør Røde Kors og Boblberg i samarbejde med TDC Net og Nordea-fonden tjenesten landsdækkende, fordi mange lige nu sidder helt alene tilbage med bekymringer og tanker, mens de er isolerede fra omverdenen på ubestemt tid. Der er behov for at skabe flere muligheder for menneskelig kontakt, mener Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.
”Der er opstået fantastiske nye fællesskaber i vores samfund. Vores frivillige hjælper med indkøb og hundeluftning, og folk synger sammen fra altanerne, men bag nogle af vinduerne er der mørkt, og der sidder helt sikkert nogle derude, der kunne bruge én at tale med. Vores opgave er at styrke fællesskabet i en svær tid og forbinde mennesker med hinanden,” siger han.
Tjenesten er gratis for alle, der har brug for nogen at tale med, og målet er, at ingen skal føle sig isoleret– heller ikke, selvom de måske er det fysisk. Nordea-fonden støtter gode liv, og har støttet SnakSammen med 300.000 kroner. Direktør Henrik Lehman Andersen er sikker på, at den nye tjeneste SnakSammen.dk kan gøre en stor forskel.
”I denne svære tid er SnakSammen et godt redskab til, at flere kan være del af et trygt, socialt fællesskab. Det er et vigtig bidrag til den mentale trivsel,” siger han.
Også TDC Net støtter projektet for at skabe digitale fællesskaber i en tid, der gør, at mange sidder alene.
”I denne tid hvor vi skal holde fysisk afstand, er det ekstra vigtigt, at vi binder Danmark sammen med robuste mobilnetværk og hurtige bredbåndsforbindelser. Mange sidder hjemme – ofte uden familie, venner og kollegaer tæt på. Vi støtter SnakSammen for at hjælpe til digitalt samvær i en svær tid, hvor vi skal passe ekstra godt på hinanden,” siger HR direktør Hanne Blume fra TDC NET.
PRESSEKONTAKT:
Røde Kors: 3529 9699