Virksomheder, offentlige myndigheder og private aktører med særlig tilladelse til at foretage tv-overvågning har frem til den 1. september 2021 til at registrere allerede opsatte kameraer i Politiets Kameraregister. Registeret, som pt. indeholder næsten 29.000 registreringer over hele landet, har vist sig at være et nyttigt redskab i politiets efterforskningsarbejde, og Rigspolitiet opfordrer derfor til, at man hurtigst muligt får registreret sine kameraer.

Fristen for registrering af allerede eksisterende overvågningskameraer er rykket til den 1. september 2021. Dog skal nye kameraer, som bliver opsat efter d. 1. juli 2021, registreres inden for 14 dage efter opsætning. Oprindeligt skulle registreringspligten træde i kraft i marts i år, men ikrafttrædelsen blev udskudt, og det betyder, at der nu er mere tid til at få registreret kameraerne.

Tv-overvågning opsat inden d. 1. juli 2021 skal således være registreret senest den 1. september 2021.
Tv-overvågning opsat efter d. 1. juli 2021 skal være registreret senest 14 dage efter opsætning.

Reglerne gælder for virksomheder, offentlige myndigheder og private aktører med særlige tilladelse til at foretage tv-overvågning, som har kameraer, der filmer område, som benyttes til almindelig færdsel.

”Der kommer hele tiden flere kameraer i registret, og vi håber, at den forlængede deadline vil betyde, at alle kan komme med og få registreret deres kameraer inden for tidsfristen. Et velfungerende kameraregister kan have afgørende betydning for politiets mulighed for hurtig og effektiv efterforskning,” siger Henrik Sønderby, som er leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Vigtig del af opklaringsarbejdet

Bombesprængningen ved Skattestyrelsen i 2019 er et godt eksempel på, hvorfor man har valgt at udvide kameraregistret. Her var det nemlig primært videooptagelser fra kameraer rundt omkring i byen, som gjorde det muligt at identificere gerningsmændene og følge deres færden til og fra gerningsstedet.

”Både ved sprængningen ved Skattestyrelsen og skyderiet ved Krudttønden var kameraoptagelser centrale for politiets opklaringsarbejde, men også i mindre profilerede sager som vold, røveri, tyveri osv., kan det være til stor hjælp i politiets arbejde. Jo flere kameraer, vi har registreret i systemet, jo hurtigere og mere effektivt kan vi bruge det i efterforskningen” siger Henrik Sønderby.

Politiet får ikke adgang til tv-overvågningen

Han understreger, at politiet ikke får direkte adgang til tv-overvågningen, fordi man registrerer sit kamera.

”Registret giver os et overblik over hvor i landet, der hænger overvågningskameraer, og hvem vi skal kontakte for at få udleveret optagelser, så vi hurtigt kan sikre sporene, hvis der sker en forbrydelse. Registret sparer os kort sagt tiden ved at skulle afsøge området først, for at finde ud af, om der hænger kameraer eller ej. Hvert minut kan tælle i en efterforskning, så det kan være vigtige minutter og timer, vi sparer, ved at have de oplysninger samlet i ét register,” forklarer han.

Nemt at registrere

Registreringen af kameraer foregår på www.politi.dk, hvor man med ganske få klik og ved brug af NemID registrerer, hvor der er opsat kameraer.”Vi har forsøgt at gøre det så enkelt som muligt at foretage kameraregistreringen. Har man flere kameraer på samme adresse, behøver man fx ikke at registrere hvert enkelt kamera. Men man skal som minimum foretage én registrering pr. adresse, hvor der findes overvågning” fortæller Henrik Sønderby og tilføjer, at loven ikke gælder privatpersoner, som fx har opsat kameraer i deres indkørsel.

”Loven gælder for virksomheder, offentlige myndigheder og private aktører, herunder foreninger som fx boligforeninger eller trossamfund, som har fået særlige tilladelser til at hænge kameraer op af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse eller af sikkerhedsmæssige årsager. Vi vil fortsat meget gerne have at private borgere også registrerer deres kameraer, men det er altså ikke obligatorisk. Men jo flere kameraer vi har kendskab til, jo bedre kan vi gøre vores arbejde,” slutter Henrik Sønderby.

Læs mere på politi.dk/kamera, om hvem der skal registrere, og hvordan man gør.

Kilde

Foto: ABW
Del på sociale medier