Nyt cruise-koncept tilbyder fra september danske turister at få det østjyske ø-liv helt ind under huden, når de i RIB-både fragtes mellem Endelave, Tunø og Samsø på et fire dages togt, spækket med autentiske oplevelser.
Verdens Mindste Krydstogt startede som en skør lille ide af Helle Berthold Rosenberg, direktør for Destination Kystlandet (tv.). Projektet udviklede sig gennem stærke samarbejder mellem både offentlige og private erhvervsaktører, heriblandt direktør Bjørn Kristensen (th.) og chefguide Niels Krogh Nielsen fra Aarhus Searangers. Foto: Destination Kystlandet.
De store eventyr gemmer sig ikke altid omme på den anden side af jordkloden.
Verdens Mindste Krydstogt, der er blevet lavet i et samarbejde med Destination Kystlandet, VisitSamsø, Odder og Horsens kommuner samt Aarhus Searangers, har været på tegnebrættet i et par år, og er nu, efter to succesfulde testture i 2021, salgsklar med Aarhus Searangers som operatør.
“Det er med stor glæde, at vi endelig kan sætte Verdens Mindste Krydstogt til salg. Det har været noget af en rejse at realisere projektet, der blot startede som en sjov, lille idé. Nu får Endelave, Tunø og Samsø lov til at vise, at de kan levere en exceptionel, autentisk og uforglemmelig ferieoplevelse – nøje skræddersyet til den eventyrlystne turist,” siger Helle Berthold Rosenberg.
Togtet er en unik tur på fire dage med øhop over Endelave, Tunø og Samsø i Det Østjyske Øhav, hvor oplevelserne og minderne står i kø. Modsat et klassisk krydstogt, skal gæsterne ikke sove på skibet, men indlogeres på ægte ø-manér hos de lokale, stemningsfyldte overnatningssteder Endelave Kro, Mejeriet Tunø og Ballen Badehotel.
Krydstogtet stævner ud fra Hou havn, lidt syd for Odder på den jyske østkyst, og sejlturen mellem øerne foregår i Aarhus Searangers hurtiggående 12-personers RIB-både, der gør holdt flere gange undervejs, når der er noget spændende at se og høre om – bl.a. vikingetiden og Møllegrunden nær Endelave, hvor der er god mulighed for sæl-safari.
Skal skabe mere vækst på øerne
På de små danske øer er turisme med til at skabe udvikling og nye arbejdspladser. Og det er gået rigtig godt de senere år, især under Corona, hvor danskerne søgte mod ø-livets naturrige ferieoplevelser i rekordstore mængder. Og her har også øerne i Det Østjyske Øhav været leveringsdygtige. Helle Berthold Rosenberg udtaler:
“Endelave og Tunø har alt det, der lokker gæster fra fastlandet ud på ø-eventyr: storartet natur, masser af frisk luft og højt til himlen – samt venlige øboere og fred og ro. Gæsterne efterspørger komfort, lækkerhed og unikke oplevelser på højt niveau, så derfor tog vi chancen og skabte det til dem.”
Samsøs turistchef, Jacques Rahr, tilføjer: “For 148 år siden gik Samsøs første krydstogtgæst i land. Det var digteren og maleren Holger Drachmann, og med ham blev turismen på Samsø født. Siden da har vi øvet os i gæstfrihed og værtskab, og vi på Samsø er i den grad klar på at give gæsterne på Verdens Mindste Krydstogt en storslået oplevelse.”
Med søsættelsen af Verdens Mindste Krydstogt håber aktørerne bag projektet, at turiststrømmen kun vil tage til og derved støtte op om ø-erhvervene, samt gøre det ekstra attraktivt at investere i øerne. Kernen i projektet var et ønske om, at flere danske og udenlandske turister får øjnene op for alt det, de tre øer Tunø, Endelave og Samsø har et byde på.
Med Verdens Mindste Krydstogt får deltageren en unik oplevelse med udgangspunkt i øernes DNA, hvor ø-liv, natur, personlige historier, outdoor-aktiviteter og lokale fødevarer smelter sammen.
Med afgangsdatoer i forår og sensommer er intentionen at vække turisternes rejselyst til øerne uden for sommersæsonen.
I 2022 vil der blive udbudt én enkelt tur fra d. 5.-8. september med dansktalende guide. Der er i alt 12 eksklusive pladser til rådighed. Det forventes at ture med engelsktalende guides bliver udbudt fra foråret 2023.
Se program og læs mere om Verdens Mindste Krydstogt på www.verdensmindstekrydstogt.dk
Fakta om Verdens Mindste Krydstogt
Verdens Mindste Krydstogt er et samarbejde mellem Destination Kystlandet, VisitSamsø, Aarhus SeaRangers, Odder og Horsens kommuner, og er støttet af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses turismepulje.
Projektet med at udvikle og afprøve konceptet udløb ved årsskiftet. Aarhus Searangers overtager Verdens Mindste Krydstogt som turoperatør.
Datoer 2022: 5.-8. september
Pladser til salg: 12 stk.
Pris: Et krydstogt koster 13.995 kroner per person i delt dobbeltværelse.
Læs mere på verdensmindstekrydstogt.dk