Hedensted Pigeklub starter det nye år med et foredrag om Thomas Krabbe, der blev kendt i TV-programmet ”Rigtige mænd” på DR1. Onsdag den 10. januar kan du høre om hans vej fra fire blodpropper, overvægt og dårlige vaner til et sundere liv og deltagelsen i programmet.
Thomas Krabbe har været den glade ”Bamse” det meste af sit voksne liv og har været stor fan af usund mad, cigaretter og alkoholiske drikke. Men i 2016 fik han fire blodpropper, hvilket fik ham til at tage sit liv op til revision. Han var klar over der skulle radikale ændringer til og mente, at ”Rigtige Mænd” kunne være et skridt i den rigtige retning.
Thomas Krabbe har på rekordtid ændret sin livsstil markant uden at være fanatisk. Sund kost og motion har været i højsædet, og det har resulteret i, at han har gennemført sit første delmål, en halv maraton.
Foredraget foregår i Byhallen i Hedensted kl. 18.45 og koster 99,- kroner. Arrangementer i pigeklubben plejer kun at være for medlemmer, men denne gang er det tilladt at invitere en gæst med. Hvis du køber et medlemskab til Hedensted Pigeklub, så får du billetten gratis til foredraget med Thomas Krabbe.
Du kan købe dit medlemskab på Hedensted Pigeklubs hjemmeside.