Til august starter uddannelsen til automationsteknolog i Hedensted. Optagelse kan ske frem til den 5. juli.

Foto: ABW

Den nye såkaldte uddannelsesstation er et resultat af regeringens udflytningsstrategi. Samtidig rammer den lige lukt ned i et stort lokalt behov for arbejdskraft med forstand på robotter og automatisering. Når man dertil lægger nationale og lokale mål om at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, er der grundlag for et vist forventningspres.

”Vi har et mål om 10-15 elever på første hold. Aktuelt er der 7 tilmeldte, og ved et nyligt uddannelsesarrangement i Horsens var der stor interesse. Vi regner derfor med at event’en den 22. maj for alvor sætter skub i tilmeldingerne”, fortæller Per Lunding, der er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Hedensted Kommune.

Kjærgaard er en af de lokale Hedensted-virksomheder, der efterspørger automationsteknologer. Den 22. maj kunne interesserede unge få en rundvisning på Kjærgaard for at få et konkret kig på virksomhedens robotter og automationsanlæg. De kunne også hilse på repræsentanter fra en række andre lokale virksomheder, og allerede da få en snak om mulighederne for praktik i forbindelse med uddannelsen.

Erhvervsakademi Dania orienterede om selve uddannelsen, mens Hedensted Kommune fortalte om det særlige ved at tage uddannelsen i Hedensted, nemlig det meget tætte samarbejde med virksomhederne og andre lokale aktører, fx ungdomsskolen og lokale iværksættere.

Del på sociale medier