Cirka 700 7. klasses elever fra Hedensted Kommune mødte op i de gamle Karl Dungs fabrikshaller. De skal nemlig alle deltage i projektet HOP-IN, som står for “Hands On Production, Innovation & New Ideas.

Det er femte gang, at projektet afholdes i fabrikshallerne, og det er med fornemt besøg hver gang. Første gang var det Lars Løkke Rasmussen, der var på besøg, og i dag fik eleverne glæde af finansministeren Kristian Jensen (V). Efter at borgmester Kirsten Terkilsen havde budt velkommen til både elever og Kristian Jensen, tog finansministeren ordet.

Torsdag den 2. november bliver alle projekterne udstillet i Hedensted Centret. Foto: ABW

Eleverne er inddelt på syv forskellige hold, der hver har fået en farvet bluse. De skal samarbejde på tværs af klasser og skoler, men når de mødes med deres egen klasse, så repræsenterer de samlet en virksomhed. I fire dage skal de samarbejde med lokale virksomheder om at udvikle et produkt til deres skole, der kan sikre dem en miljømæssig grønnere hverdag og samtidig motivere dem til en mere bæredygtig livsstil.

Opgaven blev præsenteret af borgmester Kirsten Terkilsen, inden det gik løs i de forskellige grupper, hvor underviserne var elever fra forskellige ungdomsuddannelser.

Torsdag den 2. november kl. 18.30 til 20.30 bliver alle projekterne udstillet i Hedensted Centret, hvor eleverne vil fortælle om deres produkter. Der vil også være et indlæg fra iværksætteren Casper Blom, der har skrevet bogen “Just F*ing do it!” Arrangementet er åbent for alle.

Del på sociale medier