Hedensted Kommune tager dom i sag om ulykke på legeplads til efterretning
Kommunen har under sagen nægtet sig skyldig i det strafferetslige ansvar. Erstatningsansvaret er anerkendt af kommunens forsikringsselskab, der vil rette krav videre til Falck, som førte tilsyn med kommunens legepladser.
Hedensted Kommune er tirsdag ved retten i Horsens blevet kendt skyldig i forbindelse med en ulykke på en legeplads i Stouby 6. august sidste år.
Her kom en dengang 5-årig dreng alvorligt til skade, da han blev ramt i hovedet af en pæl, som knækkede, da han legede i en hængekøje.
Hedensted Kommune var derfor tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
Den anklage har kommunen under retssagen nægtet sig skyldig i, idet man ikke mener at have et strafferetsligt ansvar.
Det begrunder kommunen blandt andet med, at man havde indgået en aftale med Falck om tilsyn med kommunens legepladser og derfor havde tillid til, at disse blev undersøgt grundigt i henhold til den indgåede kontrakt med selskabet.
Allerede da ulykken indtraf anerkendte kommunen erstatningsansvaret, idet den har ansvaret for børnenes sikkerhed, når de opholder sig i en kommunal institution.
Kommunens forsikringsselskab, Gjensidige, har anerkendt det erstatningsretlige ansvar og oplyser, at der er udbetalt erstatning til drengen. Kravet vil blive rettet videre til Falck.
Kommunen tager den strafferetlige dom, en bødestraf på 20 dagbøder på hver 10.000 kroner, til efterretning. Kommunen er ikke umiddelbart indstillet på at anke dommen men vil nu nærlæse den med henblik på at vurdere, om helt principielle forhold gør sig gældende.
Hedensted Kommune vil gerne benytte anledningen til endnu engang at udtrykke sin store medfølelse over for drengen og dennes familie.