I uge 35 vil Hedensted Kommune i samarbejde med foreninger, faciliteter, virksomheder og institutioner forsøge at kick-starte alle de aktive fællesskaber, som efterhånden har ligget i coronadvale rigtig længe
Kampagnen med titlen Dit liv dit fællesskab har fokus på fællesskaber og på at få hovedet og kroppen i gang igen.
Ugen vil byde på en række forskellige initiativer, som alle er en del af kampagnen, men har forskellige målgrupper.
DGI besøger skoler og sætter bevægelse på dagsordenen
5. årgang på 13 skoler i Hedensted Kommune får hver 1 times besøg af instruktører og aktivitetstrailer fra DGI, som skal være med til at sætte bevægelse på skoleskemaet. I alt 441 børn er med, og tanken med initiativet er, at lærere og pædagoger får inspiration til, hvordan de selv kan tænke fællesskab og bevægelse ind i skoledagen.
Åbne Foreningsdøre
8 haller, 1 tennisanlæg, 2 træningslokaler og 3 frivillighuse slår dørene op lørdag den 4. september kl. 10.00-13.00, når foreningerne inviterer byens borgere til at kigge indenfor og se, hvilke aktiviteter de har at byde på. Få inspiration til hvad du og din familie skal gå til, når den nye sæson starter lige om lidt. Læs mere om hvor dørene åbnes og hvilke foreninger der er med på www.hedensted.dk/ditlivditfaellesskab Link .
Bevægelse og smil på læben hos virksomheder
Lokale virksomheder geografisk bredt placeret i Hedensted Kommune bakker også op om tiltaget og får besøg i virksomheden i en times tid i uge 35, hvor der sættes fokus på smil, glæde, bevægelse med fællesskab og trivsel som fokus.
På jagt efter historienen dilemmabaseret byvandring
Hvordan tænkte vores forfædre og hvorfor gjorde de, som de gjorde? I weekenden den 4.-5. september kan du tage med på tre historiske vandringer i tre museumsbyer i Hedensted Kommune og blive klogere på tidsperioden fra 1848-1930erne og de mennesker, som levede på det samme sted, som vi lever i dag. Vi går på opdagelse i tid, sted og rum og finder nye vinkler i vores fortid, som kan sætte vores nutid i perspektiv.Vandringerne henvender sig til børn fra 10-12 år samt deres voksne. Læs mere om de enkelte byvandringer på Glud Museums, Uldum Mølles og Hjortsvang Museums hjemmesider.
Bogsnak og cykeltur
Har du mon prøvet at gå en bog? At opleve glæden ved at få natur og litteratur til at gå hånd-i-hånd? Hvis ikke får du muligheden mandag-torsdag i uge 35, hvor, Hedensted Bibliotekernes læseguider inviterer dig med på en gratis tur ind i litteraturens forunderlige verden. Læs mere om hvor det foregår og hvordan du tilmelder dig på www.hedensted.dk/ditlivditfaellesskab Link .

Del på sociale medier