Kommunalbestyrelsen i Hedensted Kommune har besluttet at ansætte 45-årige Ann Hermansen som direktør for Social Omsorg. Den nye direktør tiltræder den 1. maj 2022 og får dermed ansvaret for blandt andet ældrepleje, handicap og sundhed.
Det er en både erfaren og stærk lederprofil, der om en måneds tid tiltræder jobbet som direktør for Social Omsorg i Hedensted Kommune. Ann Hermansen kommer fra en stilling som familiechef i Randers Kommune og har mange års ledererfaring fra den kommunale sektor. Her har hun bestredet en bred vifte af lederjobs – alle med stort fokus på udvikling af den borgerrettede velfærd på forskellige områder.
Kommunaldirektør i Hedensted Kommune, Steinar Eggen Kristensen, ser frem til samarbejdet med Ann Hermansen og glæder sig over ansættelsen:
-”Med Ann Hermansen får vi en særdeles dygtig og engageret leder ind. Noget af det vi har lagt vægt på, er Anns evne til at tænke og lede helhedsorienteret med et stærkt blik for at sætte medarbejdernes kompetencer i spil. På den måde skal hun være med til at finde nye løsninger på de særlige udfordringer, vi står over for, fx mangel på arbejdskraft. Det er særligt vigtig på området for Social Omsorg, hvor en anden af Anns hovedopgaver bliver at få den faglige indsats og økonomien til at gå hånd i hånd. De opgaver er jeg sikker på, at hun er den rigtige til at løse.”
Ann Hermansen ser også frem til de nye udfordringer i Hedensted Kommune:
-”Hedensted Kommune står for mig som en virkelig dynamisk og innovativ kommune, og det indtryk blev i høj grad forstærket i ansættelsesforløbet. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at komme i gang og lære Social Omsorg, Kommunalbestyrelsen, medarbejderne og mine kommende kolleger at kende. For mig er det et nyt spændende kapitel i mit arbejdsliv, så jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den tillid, som Kommunalbestyrelsen har vist mig.” Ann Hermansen afløser René G. Nielsen, som tidligere på året fik job i Esbjerg Kommune.
Blå bog om Ann Hermansen:
Oprindeligt uddannet socialrådgiver. Har senere taget en master i offentlig ledelse og anden efteruddannelse i ledelse, coaching mv.
Siden 2015 familiechef i Randers Kommune og før det blandt andet Senior Manager i BDO Consulting, direktør i Rebild Kommune, centerchef i Aarhus Kommunes Handicapcenter for Børn og leder af familieafdelingen i Viborg Kommune.
Er medforfatter til bogen ”Faglighed og styring – Fagprofessionel dømmekraft på socialområdet” og fungerer som ekstern lektor på Aalborg Universitet.
Pt. bosiddende i Havndal nord for Randers med sin mand.