Havmiljøvogterne tilbyder nu en speciel event-box til alle, der ønsker at gøre indsamling af havfald på strandene til en fællesaktivitet ved forskellige sociale sammenkomster
Det er blevet meget populært at gå ture langs strandene og opsamle plastik og andet løst affald. Så populært, at flere og flere nu udtrykker ønske om at kunne sætte havfalds-indsamling øverst på dagsordenen som en fællesaktivitet ved forskellige sociale og familiære sammenkomster.
Men hvordan får en gruppe mennesker en dag på stranden til at blive en rigtig god dag for såvel miljøet som fællesskabet?
Det har Søværnets Havmiljøvogterkampagne nu udviklet svaret på i form af en event-box, der indeholder alle de praktiske ting og oplysninger, der kan sikre, at gruppen får indsamlet så meget havfald som muligt og samtidig får en god oplevelse og en lille festdag ud af det. Den nye event-box kan lånes gratis ved henvendelse til Havmiljøvogterne og er lige præcis den “værktøjskasse”, der kan få det sociale og det miljømæssige til at gå op i en højere enhed.
Event-boxen leveres i en meget hårdfør forsendelseskasse og indeholder blandt andet ruller med praktiske poser og sække til opsamling af havfald; konkurrencer med havmiljørigtige præmier til både voksne og børn; en guide med gode råd til at skabe en god event; farverige beach-flag; specielle huer til arrangørerne; informative plakater og forskellige hvervefoldere og magasiner. Alt sammen ting, der kan løfte dagen og skabe en festlig ramme.
Der ventes at blive stor rift om event-boxene, så det vil være en god idé at bestille og reservere dem i god tid inden arrangementet. Det gøres ved at skrive til Havmiljøvogterkampagnen på nettet eller Facebook.
Søværnets Havmiljøvogterkampagne har eksisteret siden 2006. Med 27.000 frivillige til at spotte olie og samle affald på danske strande og vande er det den første og største fællesindsats til bekæmpelse af “havfald”. Søværnet får hjælp til kampagnen af blandt andet Spar Nord Fonden, Ny Form-butikkerne og Den Blå Planet.