Genbrugsstationerne åbner igen for private brugere, men for at undgå smitte med Covid-19, er der dog blandt andet indført adgangsbegrænsning. Det anbefales at borgerne bruger miljøøer og den nye mulighed for afhentning af haveaffald.
Fra nu af kan du igen komme på genbrugsstationen med dit sorterede affald. Hedensted Kommune har besluttet at åbne genbrugsstationerne på baggrund af KLs ændrede anbefaling i weekenden.
Adgangsregulering og ændrede åbningstider
Styrelsen for Patientsikkerhed stiller krav til åbningen af genbrugsstationerne, for at mindske smitterisikoen. Derfor kommer åbningen af genbrugsstationerne med forbehold, der fungerer til og med mandag d. 13. april:
• Adgangsregulering på genbrugsstationerne. Afhængigt af pladsernes størrelse, bliver antallet af besøgende begrænset til mellem 10-20 biler på én gang.
• Udvidet åbningstid. For at lette kødannelsen og sprede besøgene mest muligt ud over dagen, er åbningstiden udvidet til kl 8-18 i denne uge. Erhvervsbrugere har mulighed for at få adgang mellem 7-8, hvor der er lukket for borgere. 24/7 er dog stadig lukket.
• Ekstra bemanding på pladserne.
• Trafikregulering. Hjemmeværnet vil være til stede, for at regulere trafikken ved portene.
Sådan skal du forholde dig på genbrugsstationerne
Næstformand for Udvalget for Teknik, Steen Christensen er tilfreds med, at genbrugsstationerne igen kan åbne men understreger, at det betyder, at borgerne skal tage ansvar: ”Jeg er glad for, at vi igen kan benytte genbrugsstationerne – med fornuft. Vi har lavet en pragmatisk løsning, hvor brugerne selv skal tænke. Lad os nu alle vise, at vi er værdige til den tillid”.
For dig som besøgende betyder det, at du skal:
• Holde god afstand til både borgere og medarbejdere.
• Sortere dit affald på forhånd, så affaldet er hurtigt at læsse af.
• Komme på spredte tidspunkter i løbet af dagen.
• komme det antal, der er nødvendigt. Lad fx børnene blive hjemme.
• Holde køen.
• Vise hensyn og have tålmodighed, også hvis der er kø.
Brug miljøøerne og den nye henteordning for haveaffald
Selvom der er indført forholdsregler for brugen af genbrugsstationerne, forventes der stadig mange besøgende på pladserne. For at mindske risikoen for smitte med Covid-19, er det derfor en god idé at benytte kommunens andre ordninger. Her har Hedensted Kommune indført en midlertidig ordning for afhentning af haveaffald ved din bopæl, der kører indtil påske.
”Vi tilbyder denne løsning for at imødekomme borgernes ønsker om at komme af med deres haveaffald – tilbuddet er et godt alternativ til at besøge genbrugsstationerne, hvor vi ved, at der kommer rigtigt mange mennesker. Især nu hvor mange har god tid, og hvor det er godt vejr til at komme i haven”, siger Lene Tingleff, formand for Udvalget for Teknik.
Du kan læse om hvordan du tilmelder dig afhentning af haveaffald på www.hedensted.dk
For mere information:
Morten Christensen, leder af Bygge- Miljø og Erhvervsservice: 79755656
Lene Tingleff, formand Udvalget for Teknik: 20235815
Steen Christensen, næstformand Udvalget for Teknik: 30518191