Efter knapt et år med reduceret gadebelysning på grund af forsynings- og energikrisen og krigen i Ukraine, vender gadebelysningen nu tilbage til nor

Med øjeblikkelig virkning vil al gadebelysning i Hedensted Kommune igen være tændt i nattetimerne.

Det står klart efter Økonomiudvalgets møde mandag.

I oktober sidste år blev gadebelysningen helt slukket i tidsrummet fra kl. 23.00 – 05.00. Det skete i forlængelse af regeringens anbefalinger på energiområdet. Sænkningen af elforbruget skulle bidrage til at sikre energiforsyningen i en usikker tid.

Selvom der stadig er krig i Ukraine, er det vurderingen, at både energipriser og forsyningssituationen nu har stabiliseret sig i et omfang, så gadebelysningen kan tændes i nattetimerne. På den måde skabes der bedre betingelser og tryghed for borgere, der færdes i de sene timer og især nu, hvor efteråret nærmer sig.

Borgmester Ole Vind forklarer:
– “Vi har mange små lokalsamfund, som har været meget mørke om natten. Det har været nødvendigt af hensyn til forsyningssikkerhed og økonomi. Begge dele skal vi fortsat holde et skarpt øje med, men alligevel er det vores opfattelse, at situationen nu har stabiliseret sig så meget, at vi kan få vores gadebelysning tilbage på et normalt niveau.”

– “Samtidig er vi blevet meget klogere på, at gadebelysning er en af de ting, vi kan skrue på, hvis verden omkring os gør det nødvendigt. Det har været en lærerig proces, hvor vi har fået testet, hvor hurtigt vi kan justere i vores energiforbrug, hvis der opstår en akut krise.”

Det er vurderingen, at gadebelysning i nattetimerne løber op i en samlet årlig meromkostning på mellem 750.000 og 1. mio. kr. om året afhængig af energiprisernes udvikling.

Gadebelysning om natten indfases så vidt muligt med øjeblikkelig virkning, men der kan være områder, hvor der går lidt længere tid, hvis der fx opstår behov for manuel justering.

Kilde

Foto: ABW
Del på sociale medier