Skønt et lille fald i antallet af overnattende tyske og norske turister blev 2018 alligevel et nyt rekordår for turismen i Hedensted Kommune. Der er ganske vist tale om en beskeden vækst på 0,51 procent, men den skal ses i lyset af, at væksten i turistovernatninger i 2017 satte rekord med 10 pct., og at væksten i Region Midtjylland som helhed begrænsede sig til 0,34 pct.

Pressefoto. Fotograf: Gert Skærlund.

Antallet af overnattende turister i kommunen steg med knap 2000 fra 371.660 i 2017 til 373.566 i 2018. Heraf udgør de danske overnatninger knap 228.000.

At Hedensted Kommunes popularitet som feriedestination fortsat vokser skyldes ikke mindst de danske campister og de tyske feriehuslejere. Antallet af danske campister rundede sidste år de 100.000, mens knap 78.000 tyskere foretrak at overnatte i feriehuse. Leje af feriehus er fortsat den mest populære ferieform i Hedensted Kommune efterfulgt af camping, hotel og lystbådehavne.

De mange overnatninger resulterede samlet set i en ekstra turismeomsætning på godt 3,2 millioner kroner.

Selvom 6 pct. færre turister end året før overnattede i feriehuse, er der fortsat stor efterspørgsel efter feriehuse på især Juelsminde-halvøen.

I højsæsonen – ugerne 26-34 – er alt udlejet, hvilket har været tendensen de senere år.

Derfor inviterer Hedensted Kommune samtlige feriehusejere i kommunen til et inspirationsmøde med frokost i Barrit Legeunivers lørdag 23. marts kl. 11-14.

Her kan ejerne af feriehusene blive klogere på, hvad udlejning af deres feriehus indebærer men også på, hvilke spændende tilbud og oplevelser turisterne kan få i kommunen.

Borgmester Kasper Glyngø byder velkommen til mødet, hvor en feriehusekspert, turistvært, lokale udlejningsbureauer og ejendomsmæglere står klar med information.

Tilmelding til mødet sker efter princippet ført-til-mølle for max. 200 deltagere. Tilmelding skal ske senest 19. marts kl. 12 på hedensted.nemtilmeld.dk/192/

Del på sociale medier