Danske Regioner bringer i dag i deres nyhedsbrev “FAktuelt” en positiv nyhed om, at antallet af mennesker, der får en KOL-diagnose er faldet fra 225 til 50 pr. 100.000 indbygger i perioden fra 2007 og 2020 og jubler over, at det især skyldes færre storrygere.

Det ville være rigtig dejligt, hvis det var virkeligheden, men det er det ikke.

Det store fald dækker desværre over, at almen praksis i 2020 (og i 2019) blev advaret mod at lave lungefunktionsmålinger, en pusteprøve, hvor mennesket med mulig KOL får målt lungerne. Advarslen skyldtes, at der var risiko for spredning af corona, når man lavede prøven og derfor var der et stor fald i antallet af målinger i forbindelse med corona. I 2020 blev der lavet ca. 85.000 lungefunktionsmålinger mod ca. 316.000 året før viser tal fra Danske Regioner. Det svarer til et fald på 73 pct. eller ca. en fjerdedel af de målinger, der blev lavet året før og er hovedforklaringen på, at der blev fundet så få nye KOL-patienter.

En årsrapport fra Dansk register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (DrKOL), der netop er udgivet af Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram (RKKP) konstaterer, at epidemiologiske studier antyder, at omkring 400.000 danskere har KOL, men kun mellem 110.000 og 130.000 er i behandling herfor. Der er derfor rigtig mange danskere, der går med en uopdaget KOL-sygdom og ikke reagerer på tegn som åndenød, hoste og forpustethed ved fysisk aktivitet.

Det er derfor rigtig skidt, når Danske Regioner får drejet en skidt nyhed til noget positivt, mener Lungeforeningen og Dansk Lungemedicinsk Selskab.

“Jeg glæder mig først og fremmest over der er færre storrygere generelt, det er godt for folkesundheden, men næppe hovedårsagen til de faldende tal. For midt i glæden over et faldende antal storrygere, så er det ærgerligt, når Danske Regioner tolker de færre nye mennesker med KOL som en succes, når der reelt er tale om et stort problem i diagnosticeringen. Vi oplever alt for mange patienter, der indlægges med luftvejsproblemer som ikke har en KOL-diagnose, og som først findes i det øjeblik, de indlægges. Det er særligt vigtigt at få diagnosticeret lungesygdomme tidligt, hvor jo tidligere sygdommen findes, jo bedre mulighed er der for at bremse sygdommens udvikling med livsstilsændringer og medicin”, siger Ulla Møller Weinreich, overlæge på lungemedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital og formand i Dansk Lungemedicinsk Selskab.

Ulla Møller Weinreich bakkes op af Lungeforeningen.

“Det billede som analysen fra Danske Regioner viser, kan vi desværre ikke genkende. Vi har set, at almen praksis har bremset kraftigt op for lungefunktionsmålinger under corona på grund af risikoen for smitte. Vi kan nu frygte, at den udlægning, som Danske Regioner går ud med, er skadelig for om almen praksis igen kommer op i samme gear som før corona i forhold til at få lavet flere lungefunktionsmålinger og derved finde de af deres patienter, der går rundt med symptomer og få dem i behandling. Vi har netop fået lavet en undersøgelse, der viser, at 2 ud af 3 danskere ignorerer symptomer på lungesygdom, og derfor skal vi ikke juble over de faldende tal, vi skal derimod handle på dem”, siger Torben Mogensen.

Læs mere på www.lunge.dk

 

Del på sociale medier