Vælgere, der er syge eller mangler førlighed, har mulighed for at stemme i eget hjem til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024.

Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke har mulighed for at komme til valgstedet på valgdagen, kan du ansøge om at brevstemme i eget hjem. Hvis du ønsker at brevstemme hjemme, skal du søge om det hos din kommune.

Du kan søge om at stemme hjemme ved at udfylde et særligt ansøgningsskema, som du kan få ved at kontakte din kommune eller finde på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside. Du kan også søge om at stemme hjemme ved at kontakte din kommune telefonisk.

Kommunen skal have din ansøgning senest tirsdag den 28. maj 2024 kl. 18. Den enkelte kommune må dog godt sætte en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos din kommune.

Hvis du får praktisk hjælp hjemme, f.eks. af en hjemmehjælper, af en hjemmesygeplejerske eller af andre, kan du også få ansøgningsskemaet af dem. De kan også hjælpe dig med at udfylde og indsende skemaet, hvis du har behov for det.

Fakta: Sådan stemmer du hjemme

Hvis du får godkendt din ansøgning om at brevstemme hjemme, vil din kommune kontakte dig pr. brev eller telefon og oplyse dig om, på hvilken dato og i hvilket tidsrum stemmeafgivelsen skal foregå i dit hjem.

Den dag, du skal afgive din brevstemme, kommer to stemmemodtagere hjem til dig med brevstemmematerialet. Når du har sat dit kryds, tager stemmemodtagerne din brevstemme med tilbage til kommunen og sørger for, at din brevstemme bliver lagt i stemmekassen på valgdagen ligesom de almindelige stemmesedler.

Foto: ABW

 

Del på sociale medier