Alle bliver berørt af coronakrisen, men nogle har været hårdere ramt end andre. Udsatte børn og unge betaler en særlig høj pris, og det er nu en afgørende opgave at mindske krisens følgevirkninger mest muligt. BROEN Danmark er en af de mange foreninger, der tager denne opgave på sig ved at hjælpe børn og unge over hele landet. Foreningen har netop modtaget en stor donation på hele 1 mio. kr. fra Poul Erik Bech Fonden, og derfor kan de nu gøre en endnu større forskel.

Coronakrisen kan sætte varige spor hos socialt og økonomisk trængte familier, og derfor er det helt centralt, at der bliver gjort en stor indsats for at få særligt de udsatte børn og unge tilbage i deres fritidsliv. Frans Hammer, medlem af Børnerådet og Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, udtaler:

“Coronakrisen kan komme til at få alvorlige sociale følgevirkninger for udsatte børn og unge, der har fået brudt op i vante strukturer og har været hjemme i alt for lang tid. Derfor er det lige nu afgørende, at vi giver dem en helt særlig opmærksomhed og skaber de bedst mulige forudsætninger for at komme videre med et liv med plads til trivsel og udvikling. Vi har et fælles ansvar lige nu, og vi kan alle hjælpe til på forskellige måder. Vi ved, at det vil have betydning for de mange tusinde udsatte børn og unge resten af deres liv. Om det så er en spejder-, idræts- eller musikforening, som et udsat barn bliver en del af, så kan det positive fællesskab være afgørende for, at barnet oplever at trives og udvikler gode relationer.”

En million kroner til at bygge bro for børn
BROEN Danmark er en af de foreninger, der gør en indsats på området. Foreningens frivillige ildsjæle brænder for at få børn og unge til at blive en del af lokale foreningsliv, hvor de i fællesskab med andre kan dyrke deres fritidsinteresser. Men som de fleste andre har foreningen været udfordret af coronakrisen den seneste tid. Derfor ser de nu frem til, at de med den nye donation kan vende tilbage til deres arbejde med at hjælpe børn og unge over hele landet. Peter Poulsen, formand i BROEN Danmark, fortæller:

“Coronakrisen har virkelig ramt de udsatte børn og unge, og vores arbejde med at hjælpe dem har været udfordret af, at foreningslivet har været stille under nedlukningen. Vi er glade for, at der nu igen er lukket op, og vi ser frem til, at vi med den store donation på hele 1 mio. kr. fra Poul Erik Bech Fonden kan vende tilbage til vores arbejde og hjælpe rigtig mange børn og unge til en bedre trivsel i vores mange lokalforeninger i hele landet.”

Siden oprettelsen af Poul Erik Bech Fonden i 2015 har fonden hvert år støttet BROEN Danmark. Direktør i Poul Erik Bech Fonden, Jane Bech, fortæller om baggrunden for beslutningen om igen at støtte foreningen:

“Vi har valgt at støtte BROEN Danmark igen, fordi de virkelig gør en stor forskel for udsatte børn og unge over hele landet. Når man taler med en frivillig fra BROEN, er man ikke et sekund i tvivl om, at de har hjertet på rette sted og gør alt for, at børnene skal få succes og opbygge nogle gode sunde relationer via deres fritidsinteresser. De engagerer sig og glæder sig, hver gang et barn får succes. Vi vil gerne støtte dem, der gør en forskel for børn, og her er BROEN Danmark et rigtig godt eksempel.”

Flere smil i hverdagen
Poul Erik Bech Fonden modtager via overskuddet i mæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech hvert år udbytte til uddeling. Sidste år modtog fonden 10 mio. kr. fra mæglervirksomheden.

“Fondens bestyrelse ønsker, at midlerne skal ud og gøre gavn og ikke opspares i fonden. Ved udvælgelsen af projekter lægger vi vægt på, at frivillige kræfter er involveret, og at støtten gives direkte til slutbrugeren. Fonden ønsker at være med til at skabe glæde og lyspunkter for de, der trænger til flere smil i hverdagen,” siger Jane Bech og fortsætter med en opfordring til andre foreninger om at søge Poul Erik Bech Fonden:

“Vi søger foreninger, der arrangerer udflugter for børn, støtter dem i at have en aktiv fritid eller hjælper familier, som ikke har mange midler i hverdagen. Med andre ord vil vi gerne støtte foreninger, hvor frivillige ildsjæle gør en forskel for børn gennem gode oplevelser. Så hvis man kender nogen, der er blevet glemt under coronakrisen, må man endelig ikke tøve med at søge fonden.”

Senest har følgende foreninger modtaget støtte af Poul Erik Bech Fonden: Kolonibanden, Børnenes Kontor i Aalborg, Mellemfolkeligt Samvirke, Egedal Flygtningenetværk, Familieforeningen Skt. Klemens, Mentor Gestus og Pangæa Børneklub. Foreninger, der har brug for en håndsrækning, kan læse mere og ansøge om midler på www.poulerikbechfonden.dk.

 

 

Del på sociale medier