Juelsminde summer af liv og glade dage. I hvert fald om sommeren, hvor massevis af turister og sejlere lægger til kaj eller hygger sig på stranden, i det maritime miljø på havnen og i sommerhusområderne omkring byen. Anderledes stille er der uden for sommersæsonen. Det skal en ny samlet udviklingsplan, der tænker flere store udviklingsprojekter sammen, lave om på.
For selvom Juelsminde har et godt brand, og er en favorit hos mange turister, så er der også udfordringer. Befolkningstallet er stagneret, og sæsonen for de ellers mange turister er kort, hvis man sammenligner med andre, populære danske kystbyer.
Samtidig er der behov for store investeringer i havneanlæg og klimasikring i de kommende år.
Udfordringerne skal der nu gøres noget ved, lyder det samstemmende fra parterne bag et forslag til en ny udviklingsplan, som skal realisere byens store potentiale som en af Danmarks foretrukne feriesteder.
Det skal ske ved at tænke flere, store projekter, som skal realiseres i de kommende år, sammen, så de giver et samlet, mærkbart løft til Juelsminde.