Corona-restriktionerne betyder, at det i første omgang bliver på skift, at de knap 100 medarbejdere i Hedensted Kommunes Fritid og Fællesskabsafdeling kommer til at tage deres nye arbejdsplads i brug fra 1. februar.

Mandag 1. februar indvier Hedensted Kommune et nyt fire etagers og knapt 1500 kvm. stort administrationshus på Torvet i Tørring. Det skal fremover danne ramme om de 96 medarbejdere i Fritid og Fællesskab, som hidtil har haft til huse i barakbygninger i Uldum.

Byggeriet, der står færdigt til tiden, og som har holdt sig inden for det vedtagne budget på 40 millioner kroner, blev besluttet af byrådet tilbage i sommeren 2016, og det første spadestik blev taget 13. august 2019.

I stueetagen er indrettet en kantine, som kan rumme op til 100 personer, og mødelokaler, som når corona-situationen igen tillader det vil være åbne for offentligheden. Tanken er, at borgerne uden for administrationshusets åbningstid skal kunne booke lokalerne til møder, foredrag og lignende. Desuden rummer huset 5 mødelokaler med plads til 4-10 personer og 6 såkaldte boksrum med plads til 2-4 personer.

Fra tagterrassen, hvortil der også vil være offentlig adgang, kan man nyde den fantastiske udsigt over Tørring og omegn. Der vil være adgang til tagterrassen via en ”himmelstige” uden på bygningen og en elevator for gangbesværede og handicappede indenfor.

Meget af inventaret fra Uldum er flyttet med til nybyggeriet i Tørring, der er bæredygtighedscertificeret til guld (DGNB). For at blive bæredygtighedscertificeret skal bygningen på en lang række punkter opnå en tilstrækkelig høj score. For eksempel ved valg af materialer, energiforbrug og involvering af brugere undervejs i planlægningen. Rum Arkitekter med hovedkontor i Horsens har slået stregerne i samarbejde med Drias Rådgivende Ingeniører i Ølholm, og fagentrepriserne er for hovedpartens vedkommende udført af lokale håndværksfirmaer.

Der er etableret P-pladser for borgere med og uden handicap lige uden for døren, mens medarbejderne er henvist til en nyetableret p-plads i nærheden af bygningen.

Borgmester Kasper Glyngø og formand for byggeudvalget, forhenværende borgmester Kirsten Terkilsen, glæder sig over i Tørring at kunne tilbyde nye, moderne rammer til medarbejderne og glæder sig samtidig også på byens vegne.

”Tørring er inde i en meget positiv udvikling, hvor stadig flere har fået øjnene op for såvel byens som den omgivende naturs mange kvaliteter. Administrationshuset er derfor også del af en større udviklingsplan for byen, som vi i byrådet har store forventninger til, og som vi netop nu er i fuld gang med at udstikke de planmæssige rammer for. Administrationshuset vil sammen med de nye punkthuse, som omgiver det, og den kommende modernisering af Torvet være med til at skabe nyt liv i byen og give bymidten et helt nyt udtryk,” siger Kasper Glyngø.

”Stor ros herfra til alle involverede i projektet, som har sikret, at administrationshuset står færdig til tiden og til den aftalte pris. Det har været vigtigt for os at skabe et hus, som åbner sig ud mod byen, og jeg er sikker på, at ikke mindst tagterrassen vil blive et populært samlingssted og udflugtsmål for alle aldersgrupper i byen. Som tidligere Uldumborger glæder det mig samtidig, at vi nu også får skabt helt nye udviklingsmuligheder i Uldum, hvor et kommende nybyggeri på rådhusgrunden vil være med til at give byen et løft,” siger Kirsten Terkilsen.

De udtjente barakbygninger i Uldum skal nu vige pladsen for et nyt boligprojekt på rådhusgrunden. Byrådet ventes onsdag at sende et forslag i høring i fire uger, som vil give mulighed for opførelse af 28 almene boliger i en tæt-lav etage-bebyggelse placeret omkring et centralt nedsivningsanlæg. Anlægget vil fungere som en lille sø og et rekreativt element for såvel bebyggelsen som for byen og det tilstødende torv. Byggeriet indgår således i en samlet udviklingsplan for Uldum.

Coronavirus. COVID-19. 3D Render

For mere information:

Kasper Glyngø, borgmester Hedensted Kommune, tlf.: 2924 4174

Kirsten Terkilsen, form. for byggeudvalget, tlf.: 2449 3820

 

 

Del på sociale medier