Hedensted Kommunes skoler får kompetenceløft med 4,3 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget Hedensted Kommunes skoler 4,3 mio. kr. til kompetenceudvikling af alle skolernes lærere, pædagoger og ledere. “Fra pejlemærker til praksis” er titlen på den to-årige indsats, der har til formål at omsætte børne- og unge- samt skolepolitikker til pædagogisk praksis.
I 2020 udarbejdede Hedensted Kommune henholdsvis ny børne- og ungepolitik samt skolepolitik. Politikkerne blev til i samarbejde med blandt andre forældre, elever, politikere, lokalsamfund og skolernes medarbejdere og sætter en ny retning for det samlede læringsområde. Hedensted Kommune ønsker at skabe bevægelse, så børn og unge i forpligtende fællesskaber udvikler sig til livsduelige og fremtidsparate mennesker, men hvordan omsættes en sådan kerneopgave, så den kan mærkes i den daglige pædagogiske praksis, som eleven møder på den enkelte skole?
For skolechef i Hedensted Kommune, Finn Gatten, er det afgørende, at politikkerne bliver omsat til praksis: “I Hedensted er vi stolte af vores nye børne- og ungepolitik og skolepolitik, der er blevet til i et tæt samarbejde med alle skolens aktører, fra elever og forældre til medarbejdere og forvaltning. Ved at gøre vores politikker til afsæt for kompetenceudvikling understreger vi, at vi vil vores pejlemærker.” Han fortsætter: “Politikkerne er til for børnenes skyld, og de skal ud at leve gennem pædagogisk praksis i vores skoler, og vi tror på, at metoden aktionslæring kan styrke denne proces.”
“Fra pejlemærker til praksis” er blevet til i et samarbejde mellem Center for Pædagogisk Udvikling i Hedensted Kommune og VIA University College. Indsatsen er støttet af A.P. Møller Fondens folkeskoledonation, som skal bidrage til at styrke folkeskolen til gavn for alle elever gennem støtte til efter- og videreuddannelse for lærere, pædagoger og skoleledere.
Den to-årige indsats indledes med det fælles tema “Mangfoldige og udviklende læringsfællesskaber”, som skal sikre et fælles udgangspunkt. I år to skal skolerne vælge et ud af tre mulige temaer, som der er et lokalt oplevet behov for at styrke. De tre mulige temaer i år to er “Forældresamarbejde”, “Elevinddragelse” og “Relationsarbejde”. Fælles for de to år er, at kompetenceudviklingen veksler mellem faglige oplæg og aktionslæring på skolen, hvor lærere og pædagoger arbejder med at omsætte ny viden til praksis.
Sideløbende er der et ledelsesspor, hvor lederne modtager sparring med henblik på at understøtte det pædagogiske personales kompetenceudvikling gennem aktionslæring. Skoleleder på Hedensted Skole, Vibeke Ancker, hilser denne ledelsessparring velkommen: “Aktionslæring er en fantastisk mulighed for, at vi som ledelse kan komme helt tæt på vores medarbejderes praksis. Sparring omkring denne opgave kan styrke vores rolle yderligere.”
Kompetenceudviklingen starter med et fælles kick-off i september 2022 og strækker sig over de kommende to skoleår. Finn Gatten glæder sig til at komme i gang: “Det bliver virkelig spændende at komme i gang med et kompetenceudviklingsforløb, hvor vi balancerer mellem lokale forskelligheder og behov og udvikling i det store fællesskab. Ligesom vi i vores kerneopgave definerer forpligtende fællesskaber som et omdrejningspunkt for vores børn og unge, er vi optaget af det professionelle fællesskab, og den effekt, det har, når vi går i samlet flok i samme retning”.