DFI skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om motion:
Dansk Firmaidrætsforbund og de lokale firmaidrætsforeninger har succes med at inspirere til kollegamotion på arbejdspladser landet over. Medarbejdere i produktionen, på kontorer og chefer fra ledelsesgangene stempler ind, er aktive og dyrker sammenholdet enten i eller i forlængelse af arbejdstiden.
Firmaidrættens samlede medlemstal steg i 2019 med 3.092 til 385.969. I alt bevæger vi over en halv million danskere, når vi inkluderer deltagerskaren i Tæl Skridt-kampagnerne, Arbejdspladsernes Motionsdag og populære endags-events som Bike & Run Stafetten, Ladies Mud Race og Xtreme Mandehørm.
“Vi er stolte over fremgangen, og vores frivillige nøglepersoner i foreningerne fortjener et skulderklap. Jeg sender også en virtuel high-five til de beslutningstagere og ildsjæle ude på arbejdspladserne, som sørger for, at flere og flere kolleger aktivt dyrker sammenholdet. Det styrker sundheden og fællesskabet. Og så ved vi, at det også gavner effektiviteten og produktiviteten,” siger formand i Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard.
Sammenlignet med 2018 oplever vi en vækst på 18 %, når vi zoomer ind på den medlemsskare, der dyrker motion på arbejdspladsen i tilknytning til en firmaidrætsforening. 52 % flere firmaidrætsforeninger har styrket relationerne i nærområdet markant.
“Vores medlemstal afspejler, at de spor, vi har lagt i Strategi 2022: Et sjovere Danmark i bevægelse, virker. Vi formår at etablere tættere samspil og netværk lokalt, og dette giver et kæmpe rygstød til vores videre arbejde. Vi vil fortsat være arbejdspladsernes og ungdomsuddannelsernes foretrukne samarbejdspartner inden for firmaidræt og kollegamotion,” siger Peder Bisgaard.
Esport i Top 5 blandt populære holdspil
Fitness, motion på arbejdspladsen, løb, fodbold og svømning er de mest populære idrætter i firmaidrætten. Fodbold, volleyball, håndbold, floorball og esport topper som holdspil. Esport skubber således basketball ud af Top 5.
“Gaming er ikke længere et fænomen forbeholdt drengeværelserne. Esport er heldigvis rykket ind i vores foreninger, og vi mærker et ungt sus. Esport bliver suppleret med fysiske aktiviteter, og så oplever vi, at flere og flere studiekammerater samt kolleger deltager i YouSee eSportligaen,” siger Peder Bisgaard, og han understreger samtidig, at firmaidrætten er mangfoldig.
“Vi er åbne over for ønsker og nye strømninger. Vi hjælper lokalt ud fra de behov, der er, og vi har modet til at betræde ukendt land – uanset om det gælder natteløb for kvinder, fælles fyraftenstræning på Facebook eller holdspil og holdaktiviteter i eksempelvis lagerhaller.”
Et stærkt fundament – kickstart efter Corona
Peder Bisgaard spejder – som alle andre – efter en normaltilstand, hvor idræt og motion med kolleger samt venner igen er en naturlig del af dagligdagen.
“Jeg og vores frivillige længes naturligvis efter, at landets firmaidrætsforeninger atter kan være omdrejningspunkter for at dyrke sammenholdet. Jeg er derfor rigtig glad for, at statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Joy Mogensen i morgen har inviteret firmaidrætten og en række andre organisationer til en drøftelse af, hvordan bl.a. foreningslivet mest hensigtsmæssigt åbnes på ny. Vi har brug for, at vores foreninger bliver kickstartet på en god måde efter denne krisesituation, som hele landet p.t. er i,” siger Peder Bisgaard.