At være pårørende til en syg, ældre, handicappet eller på anden måde sårbar person kan være svært. På tre borgermøder spørger kommunen derfor de pårørende, hvad de har brug for. Svarene skal bidrage til en ny pårørendepolitik.
Ung, gammel, barn, voksen, forældre, nabo – måske søster eller bror. De pårørende er i sagens natur lige så forskellige som de personer, de er pårørende til.
Uanset, hvem man selv er, og hvem man er pårørende til, kan man have brug for støtte, rådgivning og hjælp. Men behovene kan være forskellige, og det samme kan hjælpen. For at få et overblik og et fælles udgangspunkt ønsker Hedensted Kommune at lave en ny fælles politik for alle pårørende.
For at imødekomme de forskellige pårørende så godt som muligt, inviteres de alle til borgermøder, som holdes tre forskellige steder i kommunen:
• Juelsminde Hallerne, Onsdag den 5. februar, kl. 16.30-18.30
• Hedensted Centret, Tirsdag den 18. februar, kl. 19-21
• Gudenåcentret Tørring, torsdag den 12. marts, kl. 16.30-18.30
Der vil også blive spurgt til emnet i den digitalt baserede Borgerbank, som cirka 100 borgere aktuelt er med i.
Sammenstemmende siger politikerne i en arbejdsgruppe nedsat af Udvalget for Social Omsorg, Merete Skovgaard-Jensen og Birgit Jakobsen at de håber på, at mange har tid og lyst til at møde op til borgermøderne:
”Det er utrolig vigtigt for os at høre direkte fra de pårørende selv, hvad de har brug for. Alle aldre er velkomne, og man er selvfølgelig også velkommen til at være med, hvis det mest er for at lytte”.
Følgende emner bliver drøftet på møderne:
• Formål med pårørendepolitikken: Hvorfor en pårørende politik?
• Definition: Hvem er pårørende?
• Den pårørendes situation og behov (forskelligt om du er 7, 32 eller 84 år)
• Jeg er blevet pårørende – hvad betyder det?
• Samarbejde mellem borger, pårørende og de professionelle
• Støtte til pårørende
• Oplysningspligt og tavshedspligt
Tilmelding til møderne er ikke nødvendig, men da der serveres et lettere traktement, vil det være en hjælp for arrangørerne, hvis man tilmelder sig enten på tlf. 7975 5813 eller mail: Staben.social-omsorg@hedensted.dk.
Den nye pårørendepolitik forventes at være færdig i løbet af 2020.
For mere information:
Merete Skovgaard-Jensen, Udvalget for Social Omsorg, tlf. 2034 8547
Birgit Jakobsen, Udvalget for Social Omsorg, tlf. 2154 6812
René G. Nielsen, Chef for Social Omsorg, tlf. 2462 6743