Seerne tog i foråret så godt imod utraditionelle og humoristiske brandingfilm, at Hedensted Kommune nu er klar med tre nye afsnit.
”Jeg er på Hovedvejen ja, et sted mellem Horsens og Vejle”.
Sådan lærte danske Facebook og Youtubebrugere i foråret den selvsikre brandingekspert Carsten Brand Andersen i skikkelse af skuespilleren Anders Brink Madsen at kende.
Nu er Hedensted Kommune klar med sæson 2 bestående af tre små film, hvor brandingkonsulenten igen slippes løs i Hedenstederne, der er fællesbetegnelsen for kommunens 31 lokalområder. De nye film er ligesom sidst primært rettet mod nabokommunernes børnefamilier og unge par, der både overvejer at få barn og flytte fra lejlighed til hus.
De nu i alt seks film indeholder derfor direkte og indirekte en række budskaber om Hedenstederne som et ideelt sted at bosætte sig for børnefamilier, såsom den rigtige bolig til den rigtige pris, det aktive fællesskab i lokalmiljøerne, tid til familieliv, kort afstand til skoler og daginstitutioner og hurtig adgang til motorvejsnettet og dermed seks større byer og i hundredtusindvis af arbejdspladser inden for en times kørsel.
Målgrupperne tog rigtig godt imod de tre første film, som opnåede en imponerende visningsrate på knap 44 pct., hvilket vil sige, at 185.000 danskere så mere end 30 sekunder af filmene, og hver femte har set hele filmen. Den gennemsnitlige visningsrate for videoer på YouTube er til sammenligning 31,9 pct.
De tre nye film får premiere på et tidspunkt, hvor potentielle tilflyttere på den nye hjemmeside www.byggegrunde.hedensted.dk kan få fuldt overblik over ledige kommunale byggegrunde.
”Vi synes, at vi har rigtig meget at tilbyde børnefamilier, og det har vi med filmene valgt at gøre opmærksom på med et stort glimt i øjet. Jeg håber, at målgrupperne, som jo færdes hjemmevant på både Youtube og Facebook, også denne gang vil tage godt imod filmene og få lyst til at søge yderligere information om alt det, som Hedenstederne har at byde på,” siger borgmester Kasper Glyngø.
Filmene med fællestitlen ”Et sted mellem Horsens og Vejle”, der er produceret af kommunikationsbureauet Montgomery Studio i Aarhus, er tilgængelige på hedenstederne.dk, Youtube og Facebook fra i morgen, fredag kl. 12.00.
For mere information:
Kasper Glyngø, Borgmester Hedensted Kommune, tlf.: 2924 4174
Kasper Arlund, Brandingkonsulent Hedensted Kommune, tlf.: 5171 8894