Spejderne skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Jamboree i USA:

625 spejdere fra Danmark har netop sat kursen mod USA for at repræsentere Danmark til verdens største spejderlejr, med deltagelse af spejdere fra mere end 150 lande. Foruden at være på deres livs eventyr med masser af friluftslivsaktiviteter skal de sammen med mere end 45.000 andre unge arbejde med FNs verdensmål og diskutere aktivt medborgerskab, ligestilling, demokrati og kulturforståelse til den 24. Verdensjamboree/World Scout Jamboree i the Summit Bechtel Reserve i West Virginia, USA.
 
 
 
 
625 spejdere fra Danmark har netop sat kursen mod USA, for at repræsentere Danmark til verdens største spejderlejr i USA Fotograf: PR_foto Spejderne Foto: Billede fra den seneste Verdensjamboree i Japan 2015.
 
 
 
 
En Verdensjamboree er en stor international spejderlejr meddeltagelse af mere end 45.000 unge mennesker i alderen 14-18 fra alle verdens hjørne. Temaet for den 24. Verdensjamboree er “Unlock a New world” og skal inspirere til at arbejde med aktivt medborgerskab, fred, demokrati og kulturmøder.

 

Aktiviteter på lejren sætter fokus på globale udfordringer såsom klimaforandringer og ligestilling mellem kønnene, som spejderne vil lære mere om og gøre sig i stand til at lave aktive handlinger på, for at forebygge og forbedre. Dette er med et særligt fokus på FNs Verdensmål, og derigennem har den globale spejderbevægelse sat sig for at være verdens største koordinerede indsats for at få unge inddraget og engageret i Verdensmålene inden 2030.

Hele 625 spejdere fra Danmark og Færøerne skal deltage i lejren, hvor unge mennesker fra hele verden mødes og deltager i spændende, oplevelsesrige og vilde aktiviteter, som kun naturen i West Virginia kan byde på, bl.a. zip-line, white-water rafting, mountainbike, klatring og vandreture i bjergene. Udover fysiske aktiviteter vil spejderne deltage i workshops om verdensmålene, opleve nye interkulturelle møder, indgå i spændende samtaler om demokrati og aktivt medborgerskab. Alle disse aktiviteter er for at kaste spejderne ud i nye udfordringer, som bygger videre på verdens stærkeste fællesskab og gør dem beredte til livet.

Lejren bliver afholdt af både Canada, USA og Mexico sammen og samler 9.000 frivillige fra hele verden til at få lejren til at køre rundt. En af de spejdere fra Danmark, som skal være frivillig på lejren i år er 19-årige Luna Anna Juhl, som var deltager, da verdensjamboreen fandt sted i Japan i 2015.

“Da jeg var afsted som deltager var det en stor og vild oplevelse. Det fedeste ved at være afsted var den helt store lejroplevelse, da følelsen af at samle så mange mennesker er magisk. Det er helt vildt, at spejderbevægelsen kan samle så mange forskellige mennesker på et sted. Det er hele verden samlet på én spejderlejr, og det er fantastisk at være en del af,”

 

Luna glæder sig rigtig meget til at komme afsted igen. Denne gang er det ikke som deltager, men som en af de frivillige på lejren:

 

“Det fede ved at rejse på denne måde er, at det er en helt anden måde at rejse på. Jeg får lov til at rejse med mine venner og på samme tid have mulighed for at møde mange nye venner fra hele verden, og møde nogle som man aldrig havde tænkt sig at skulle møde. Jeg skal arbejde tæt sammen med helt nye spejdere i de 10 dage, som lejren varer, og sammen skal vi kommunikere, hvordan deltagerne på lejren arbejder med aktiviteter om bæredygtighed. Mit mål for den her gang er helt klart at få en masse nye venner, som jeg også vil holde kontakten med.”
Den danske deltagelse i Verdensjamboree er en kulmination af mere end 2 års arbejde, hvor frivillige har knoklet for at skabe alle rammerne for, at deltagerne kan komme afsted på selve lejren, og på 3 forskellige rundture i USA før lejren. Her oplever spejderne de forskellige aspekter af hvad USA kan byde på, lige fra de store kulturelle oplevelser i New York, historiens sus og demokrati i Washington DC samt vilde naturoplevelser i North Carolina.

Selve lejren bliver en stor funktionel by midt i bjergene, hvor der vil være alt fra vilde aktiviteter, store sceneshows med koncerter, til lejrhospital og cafeer og kantiner til alle de frivillige. Deltagerne selv skal lave mad i deres underlejre, hvor de kan byde spejdere på aftensmad, og skabe nye venskaber over hyggen.

 

Del på sociale medier