Hedensted Kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om affaldssortering:
0.-klasseelever fra Uldum Skole om affaldssortering: ”det er vigtigt”.
I maj 2018 begyndte Uldum Skole at affaldssortere i klasselokalerne og på lærerværelset. Den 0.-klasse, der startede i skole sidste sommer, er dermed den første klasse i Uldum, der sorterer helt fra starten af deres skolegang. Klasselærer Majken og de to dukse, Ida og Nicoline, fortæller om, hvad dét har betydet for klassen og den måde, børnene tænker om affald på.
Ida og Nicoline er affaldsdukse i 0. klasse
Klassekammeraterne Ida og Nicoline, der begge er 6 år, startede i skole i sommer, da Uldum Skole begyndte at affaldssortere. Alle eleverne affaldssorterer hver dag, men duksene har et særligt ansvar – de skal holde øje med, at affaldsbeholderne til madaffald, hård plast, blød plast, metal og papir tømmes, når de bliver fulde.
Ida fortæller om, hvordan det foregår: ”Vi skiftes til at være duks. Vi sorterer mest kompost. Vi putter bananer, æbler og kaffegrums i kompostspanden”.
Nicoline, der også har været duks, uddyber: ”vi sorterer også blød plast og hård plast. Hård plast kan man tromme på – det kan man ikke med blød plast. Men det er svært at få det i de rigtige skraldespande, så man skal kigge efter”.
Fra papir til papir
Ida fortæller om, hvordan hele processen foregår, fra at papiret sorteres rigtigt, og til at det bliver genanvendt som nyt papir: ”vi samler på papir, og hvis man tegner forkert på begge sider, så smider vi det i papirkurven. Når den er fyldt, kommer den ned til Gerda i skolebiblioteket, og hun smider det ud i den store spand til papir – og så bliver det til nyt papir. Det er vigtigt, for så kan man bruge det igen, og man behøver ikke lave nyt og nyt og nyt”. Nicoline slår vigtigheden fast: ”det er vigtigt, fordi vi skal sortere. Det har kommunen fundet på”.
Før snakkede vi om affald to gange om året – nu er det hver dag
Pigernes klasselærer, Majken Stoltenberg Jensen, fortæller, hvad affaldssortering har betydet for den måde eleverne tænker om affald på: ”Før vi havde affaldssortering i skolen, havde vi en årlig affaldsdag, hvilket betød, at man var opmærksom på affald og affaldssortering de få dage. Nu er det noget naturligt, vi snakker om hver dag. Vi snakker mest om, hvor affaldet hører hjemme. Eleverne synes det er sjovt at se, hvad det kan blive til. De stopper op og tænker på affaldet nu – de smider ikke bare alt i restaffaldet, men er nysgerrige i forhold til ’hvor hører det her hjemme, for at kunne blive genanvendt?’. De er også opmærksomme på, at materialet kan være noget andet, end hvad man først lige tror, og så får vi for eksempel en snak om, hvorfor mælkekartonner ikke kan sorteres som pap. Det giver nogle gode snakke, for det er ikke snakke, man har taget før”.
Eleverne i Uldum Skole er blevet vant til, at affaldssortering er hverdag. Det kan ses på de mængder af affald, skolen hver måned sender til forbrænding. Efter eleverne er begyndt at sortere det affald, som kan afleveres på genbrugsstationen til genanvendelse, er deres mængde af restaffald nemlig faldet. I januar 2018 havde skolen 450 kg affald, hvilket er faldet til 416 kg i januar 2019.
For mere information:
Skoleleder Rasmus Vorting 79918223
Klasselærer Majbritt Stoltenfod Jensen 79918223
Affaldskonsulent Cecilie Jakobsgaard 79755649