Nilan A/S producerer nogle af Europas bedste varmepumper og ventilationsanlæg og er efter 44 år i branchen fortsat en teknologisk frontløber, som i 2018 kunne smykke sig med Børsens Gazellepris.
”Det er i opgangstider, man skal huske at ruste sig mod nedgangstider. For de kommer helt sikkert. Så man skal forberede sig på dalen, mens man står på toppen.” Sådan lyder det fra Torben Andersen, stifter og indehaver af Nilan A/S. En 44-årig Hedensted-virksomhed, der fortsat formår at skabe vækst i både omsætning og indtjening.
De flotte vækstrater og solide resultater indbragte i 2018 virksomheden Dagbladet Børsens Gazellepris. Nilan A/S er både leveringsdygtig i moderne og bæredygtige ventilationsanlæg til private boliger og store anlæg til industrier og institutioner. Virksomheden har gennem de seneste år investeret massivt i automatisering og produktionsoptimering.
I 2016 investerede virksomheden således 80 mio. kroner i maskinparken, hvilket næsten tredoblede kapaciteten. Virksomheden arbejder målrettet med at styrke sin eksport til en række europæiske markeder. Nilan A/S har flere gange modtaget den højeste kreditrating, AAA, som gives til virksomheder med en solid økonomi.
”Nilan A/S arbejder målrettet med at finde nye og bæredygtige løsninger, og er teknologisk frontløber på flere områder. Og så er den et mønstereksempel på en virksomhed, som formår at bygge viden og kundefordele ind i sine produkter,” begrunder borgmester Kasper Glyngø blandt andet tildelingen af årets erhvervspris til Nilan A/S. Medvirkende til at Nilan A/S bliver årets prismodtager er også det eksemplariske forhold mellem virksomhed og medarbejdere.
Listen med jubilarer er lang, og der arbejdes målrettet med kompetenceudvikling for at bevare det høje teknologiske og kvalitetsmæssige niveau, som i 2016 indbragte virksomheden EU-energimærkningen Ecodesign, som bevis på, at man producerer nogle af Europas bedste varme- og ventilationsanlæg.
Erhvervsprisen uddeles på Castberggård i Urlev 9. januar.