SF: Afsæt penge til mere corona-rengøring i skoler og institutioner
Af Jacob Mark, Undervisningsordfører SF
Det er ikke godt nok, at pengene til ekstra rengøring på skoler og institutioner er forsvundet i mange kommuner. Tilbage i foråret, da corona-krisen for alvor gjorde sig indtog i Danmark, indførte man ekstra rengøring i skoler og institutioner, som et led i forebyggelsen mod yderligere smitte. Den ekstra rengøring betød at lærerne og pædagogerne fik mere tid til undervisning og samvær med børnene, et lyspunkt i en ellers mørk tid.
Den ekstra rengøring forsvandt over sommeren og de små opdelte klasser blev igen til enkelte store klasser. Nu står man igen selv med den kæmpe opgave det er at gøre ekstra rent for at forebygge corona-smitte ude i institutionerne. En opgave der tager tid væk fra børnene. Mange steder vil det også betyde at rengøringen ikke kommer til at leve op til anbefalingerne for korrekt corona-rengøring. Derfor foreslår SF nu, at der afsættes penge til ekstra rengøring, så man ikke skal stå alene med opgaven og regningen ude lokalt. På den måde forebygger vi corona-smitte og giver mere tid sammen med børnene. Det synes vi i SF er sund fornuft.