De sidste uger er valgkampen for alvor skudt i gang, og kandidater fra de 10 partier har haft travlt med at møde vælgere på gader og stræder samt forsamlingshuse. Der er blevet delt valgmateriale ud i postkasser og på gaden. Der er blevet trykket hænder og snakket om øst og vest. Der er sendt læserbreve til aviserne, og debatteret på sociale medier. Der er nu kun én uge til, du skal sætte dit kryds ved din yndlingskandidat.

Lørdag den 18. november mellem klokken 10 til 14 er det ved at være sidste chance for at få svar på de spørgsmål, man måtte have i forbindelse med det kommende kommunalvalg den 21. november.

Alle kandidater fra samtlige 10 partier stiller op på Bytorvet i Hedensted til en god snak med vælgerne, og det er første gang i valgkampen, at alle kandidater er til stede samme sted i Hedensted. Ved tidligere aktiviteter rundt i kommunen har forskellige folketingsmedlemmer deltaget, men om nogen af dem dukker op på lørdag, må du tage ned på torvet for at se.

Kandidaterne håber, at rigtig mange vil tage turen ned til Bytorvet til en god snak, inden krydset sættes tirsdag den 21. november.

 

Del på sociale medier