Kommunen har igennem en årrække haft succes med at øge antallet af ydelsesmodtagere med løntimer.
Pressemeddelelse:
”Min tilværelse har forandret sig fra nat til dag. Fra et liv som ufrivillig asocial ser jeg nu frem til at komme på arbejde og joke med mine kolleger, som heldigvis kan bære over med mig, når frustrationerne en gang imellem løber af med mig. For de ved, at jeg hurtig falder ned igen.”
Sådan lyder det fra 36-årige Kasper Møllenberg Fruensgaard, som i halvandet år hver mandag og onsdag er mødt ind til en arbejdsdag på tre timer.
Den tidligere lagerarbejder og køkkenmedhjælper med en hf-eksamen i baggagen var i ti år fanget i et amfetamin-misbrug, som han kom ud af for seks år siden. I mellemtiden var han blevet diagnosticeret med både aspergers syndrom og adhd.
”De diagnoser skulle jeg jo nok have haft allerede som 10-årig, hvor jeg var til børnepsykiater. Jeg led i mange år af social angst, og det var derfor grænseoverskridende for mig pludselig at skulle ud blandt arbejdskammerater. Alene det at tage flextaxaen, hvor chaufføren og medpassagererne kunne skifte fra dag til dag var lidt af en overvindelse,” tilføjer Kasper.
Kasper Møllenberg Fruensgaard er en af cirka 100 borgere i kommunen på forskellige offentlige ydelser, som det er lykkedes jobcentret i Hedensted Kommune at skaffe i småjob og løntimer på en virksomhed.
Faktisk så mange, at kommunen ifølge en netop offentliggjort måling fra Styrelsen for Arbejdsmarkedets Rekruttering (STAR) sammen med Ringkøbing Skjern og Ø-kommunerne Ærø og Samsø topper listen over kommuner med flest borgere, som sidste år modtog offentlig ydelse og løn for ordinær beskæftigelse samtidig.
I de fire kommuner supplerede sidste år mere end 30 procent af borgerne på offentlig forsørgelse deres indtægt med løntimer. Til sammenligning lå landsgennemsnittet for landets 98 kommuner i 2022 på 23 pct.
Gennem de seneste fem år er det lykkedes Jobcentret i kommunen at øge antallet af ydelsesmodtagere med løntimer fra 13,5 pct. til 16,8 pct., hvor landgennemsnittet i samme periode er steget fra 10,2 pct. til 11,6 pct.
”Jeg er meget stolt af, at vi i Hedensted Kommune ligger så højt i antallet af borgere på lønnede timer. Vi har en strategi for beskæftigelsesindsatsen, hvor det at være helt eller delvist selvforsørget er utrolig vigtigt. Vi ved, at den enkelte borger og dennes familie har stor økonomisk gevinst af at have lønnede timer. Samtidig ved vi, hvor vigtigt det er for et menneske, at være en del af et arbejdsfællesskab. Det er et af de vigtigste elementer for at kunne bryde den sociale arv. Vi har flere tiltag i gang. Lige nu er vi meget fokuserede på grønne jobs, som både gavner klimaet og den sociale indsats hos virksomhederne. Det sker i et samarbejde mellem Jobcenter Hedensted, Hedensted Erhverv og kommunens virksomheder,” siger Lars Jensen, formand for Udvalget for Beskæftigelse.
Kasper Møllenberg Fruensgaard tager foreløbig en dag ad gangen og glæder sig over de små fremskridt i arbejdslivet.
”Jeg er i dialog med kommunen om at få flere timer, så længe det kan foregå i et tempo, hvor jeg kan være med. Og fortsat gerne et fysisk krævende job, som det jeg har i dag.”
Topplaceringen i STAR-målingen kommer samtidig med, at Hedensted Kommune trods en stigning i ledigheden det seneste år fortsat noterer sig for den laveste ledighed i Østjylland. Ledigheden i procent af arbejdsstyrken ligger i kommunen på 1,8 pct., hvor den i RAR Østjylland-området ligger på et gennemsnit på 3,0 pct.
For mere information:
- Lars Jensen, Formand Udvalget for Beskæftigelse, tlf.: 2014 0990
- Hans Christian Knudsen, Direktør for Beskæftigelse, tlf.: 2443 5916