Oversvømmelse fra regnskyl eller havvand er generelt ikke en større sundhedsfare, men hvis der har været kloakvand i oversvømmelsen, er det vigtigt at tage særlige hygiejniske forholdsregler.

Læs her en række gode råd fra Sundhedsstyrelsen om hvad du kan gøre, hvis dit hjem bliver oversvømmet i forbindelse med fx et skybrud.

Er der trængt vand ind i din kælder eller andre rum, skal du først og fremmest fjerne vandet. Det kan du eksempelvis gøre med en pumpe. Er rummene våde, bør du undgå at opholde dig der længere tid ad gangen – særligt hvis der er tale om kloakvand.

Er rummene våde, bør du undgå at opholde dig der længere tid ad gangen, da fugten kan give vækst af skimmelsvamp. Det indtrængende vand kan desuden være forurenet med kloakvand, der indeholder sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Det er særlig vigtigt, at personer med nedsat immunforsvar ikke opholder sig i fugtige rum eller deltager i oprydning eller rengøring efter vandskade.

Gode råd

Affugtning

Når vandet er fjernet, er det vigtigt, at kælderen tørrer ordentligt, så der ikke dannes skimmelsvamp. Sådan undgår du, der kommer skimmelsvamp:

  • Luft ud og skab gennemtræk
  • Anskaf om muligt en affugter, og luk vinduerne, mens den kører

Rengøring

Er der trængt overfladevand eller regnvand ind i kældre eller øvrig beboelse, kan dette rengøres med vand og sæbe. Er der kloakvand i vandet, bør du overlade rengøringen til et professionelt rengøringsselskab. Vælger du alligevel selv at foretage oprydning og rengøring, bør du beskytte dig:

  • Brug gummistøvler og langskaftede gummihandsker
  • Kloakvand bør ikke komme i kontakt med din hud, øjne eller mund
  • Vær særlig opmærksom på, at sår ikke kommer i kontakt med vandet
  • Skift fodtøj, når du går ind i rummet og når du forlader rummet
  • Når du er færdig med at gøre rent, så tag et bad og tag rent tøj på

Tøjet, du har haft på under rengøringen, skal vaskes ved så høj temperatur som muligt, helst over 80 °C. Du kan læse mere om vask af tøj, der er forurenet af kloakvand, på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Du kan også vælge at smide tøjet ud. I så fald skal du komme det i en lukket plasticpose og smide det ud som almindeligt affald.

Dit forsikringsfirma kan have særlige regler for, om du selv må gøre rent efter en oversvømmelse. Så du bør kontakte dit forsikringsselskab for at få konkret vejledning og råd, inden du går i gang.

Indbo

Vælger du selv at gøre dit indbo rent, er det en god idé at tage en snak med en professionel eller dit forsikringsselskab og få gode råd om den bedst mulige fremgangsmåde, og hvordan du bedst beskytter dig selv.

Haver

Ved oversvømmelse i haven, hvor der har været kloakvand i vandet, er det vigtigt, at du følger vores anbefalinger for rengøring.

Efter en oversvømmelse kan du godt være i din have, men vær opmærksom på, at oversvømmelsen kan have forurenet jorden. Har du små børn, bør de undgå at lege og opholde sig på forurenet jord. Skift sandet i sandkassen, hvis det er blevet forurenet med kloakvand.

Forurening fra kloakvand i haven vil nedbrydes med tiden, men det kan tage tid, før det er fuldkommen nedbrudt. Typisk drejer det sig om nogle uger til få måneder.

Køkkenhaver

Hvis du har grøntsager i haven, som har været i kontakt med kloakvand, skal de koges, før du spiser dem. Nogle grøntsager som fx salat kan ikke koges og bør derfor smides ud.

Dagtilbud

Ved oversvømmelser bør de berørte vuggestuer, børnehaver mv. henvende sig til den kommunale sundhedstjeneste for at få mere konkrete råd om hygiejne og rengøring. Den kommunale Sundhedstjeneste kan få rådgivning hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Foto: ABW
Del på sociale medier