50-årige Morten Kirk Jensen tiltræder 1. august stillingen som direktør for kerneområdet Læring i Hedensted Kommune.
Den nye direktør kan trække på erfaringer fra tidligere kommunale ledelsesposter og konsulentstillinger på børne- og ungeområdet. Han kommer fra en stilling som skolechef i Børne- og Ungeforvaltningen i Billund Kommune og har gennem årene haft fokus på at udvikle såvel medarbejdere som organisationen. Han har også tidligere arbejdet med læringsområdet som konsulent, skolechef og konstitueret direktør i Kolding Kommune.
Morten Kirk Jensen, der bor i Haderslev, har en læreruddannelse fra Skive Seminarium, som han senere har suppleret med blandt andet en diplomlederuddannelse fra Ledelsesakademiet. Som chef for læringsområdet i Billund, der kalder sig ”Børnenes Hovedstad” har han været eksponent for en legende tilgang til læring og stået i spidsen for en pædagogisk omstilling af skolerne til en mere alsidig, motiverende og engagerende hverdag, hvor børnene kommer på banen i en hverdag præget af mening, glæde og også eksperimentering.