Siden den første jernbanestrækning blev anlagt i Danmark i 1847, har jernbanen bidraget til fremgang, udvikling og bragt befolkningen tættere sammen. I forbindelse med 175-års jubilæet ønsker Danmarks Jernbanemuseum, Banedanmark og DSB i fællesskab at knytte fortid, nutid og fremtid sammen på Københavns Hovedbanegård den 26. juni 2022, hvor gæsterne kan køre en tur i en tro kopi af det første tog, Odin, og komme ombord på to af DSB’s nye elektriske lokomotiver.
Den 26. juni 1847 kl. 11.30 kørte det første tog på en jernbanestrækning i Danmark. Siden da har jernbanen fungeret som bindeled mellem by og land, og jernbanen har lagt kimen til det Danmark, vi kender i dag.
I 2022 binder banen fortsat hver eneste dag mennesker, regioner, byer og lande sammen. Hver eneste dag vælger en halv million danskere en mere bæredygtig rejse med toget.
Det er derfor en vigtig del af infrastrukturen, som fejres i dag, siger transportminister Trine Bramsen:
“Jernbanen har nu i 175 år været en vigtig del af vores infrastruktur, vores liv og vores hverdag. Det er den også i dag. De 175 år viser med al tydelighed, at jernbanen er kommet for at blive, og med det følger et ansvar for at fremtidssikre den. Det er derfor godt at se, hvordan hele jernbanesektoren arbejder med at opgradere både tog og skinner, så jernbanen kan blive en grøn og bæredygtig transportform, vi kan få glæde af de næste hundrede år,” siger transportministeren.
Togrejsen er på mange måder den samme som dengang, men gennem årene har rammerne ændret karakter, fortæller Steen Ousager, direktør fra Danmarks Jernbanemuseum.
“Ikke nok med at jernbanen har gjort det lettere at transportere gods rundt i landet og udlandet, så har jernbanen også ændret vores rejsemønstre og bosætning. Med jernbanen kunne vi tage toget, når vi skulle på indkøb, udflugt og i skole, når vi skulle på arbejde, og når vi skulle besøge venner og familie. Det gør vi stadig, men nu spiller pendlingen en langt større rolle,” siger Steen Ousager.
Historisk modernisering af jernbaneinfrastrukturen I 175 år har jernbanen været en vigtig del af løsningen på store samfundsudfordringer. Og i disse år knokler Banedanmark med en historisk modernisering af den danske jernbane, så jernbanen kan være med til at løse de store udfordringer, samfundet står over for med klimaudfordringer og trængsel på vejene.
“I disse år arbejder vi i Banedanmark hårdt på at digitalisere jernbanen med nye signaler, og vi elektrificerer hele det danske jernbanenet. Moderniseringen af jernbanenettet er en forudsætning for, at der kan køre moderne, klimavenlige eltog, som udleder mindre CO2, og som er bedre for både klima og miljø. En jernbane er forudsætningen for en kollektiv, klimavenlig transport, som binder Danmark endnu bedre sammen. Der er med andre ord al mulig grund til at fejre jernbanens fødselsdag,” siger adm. direktør for Banedanmark, Hakon Iversen.
Fremtidens spor til kommende el-tog På de mange års rejse er jernbanen gået fra at være drevet af damp til snart udelukkende at køre på el, og direktør for DSB, Flemming Jensen, ser frem til at byde passagerne ombord på DSB’s nye eltog på rejsen mod det bæredygtige:
“Danskerne vil gerne jernbanen, det mærker vi allerede i dag. Med den udvikling og de forbedringer vi om få år kan tilbyde, vil jernbanen blive endnu mere attraktiv for kunderne. Flere tog, kortere rejsetid og god komfort. Jeg ser frem, at vi sammen kan køre ind i en grønnere og mere klimavenlig fremtid,” fortæller Flemming Jensen.
Årsdagen markeres med en fejring søndag den 26. juni 2022. Fejringen arrangeres af Banedanmark, DSB og Danmarks Jernbanemuseum.
Arrangementet starter kl. 8.45 med taler fra ligestillings- og transportminister, Trine Bramsen, og de tre administrerende direktører. Herefter kører ligestillings- og transportminister, Trine Bramsen en replika af damplokomotivet ODIN, som trak Danmarks første tog, ud af spor 1 på Københavns Hovedbanegård. Resten af dagen frem til kl. 17 vil der være rig mulighed for alle til at komme ud og køre med ODIN, udforske de nye elektriske Vectron-lokomotiver og deltage i den øvrige fejring.
Pressen er velkomne fra 8.45-10.00, hvor programmet ser således ud:
8.45-9.00: Jernbaneorkestret spiller under uret 9.00-9.20: Taler ved direktør for DSB Flemming Jensen, ligestilling- og transportminister Trine Bramsen, direktør for Banedanmark Hakon Iversen og direktør for Danmarks Jernbanemuseum Steen Ousager 9:20: Jernbaneorkestret spiller ministeren og gæsterne ud af ankomsthallen og ned på perronen på spor 1, hvor transportministeren instrueres i at køre med ODIN 9.40: Odin afgår med indbudte passagerer og transportministeren som lokomotivfører 9.50-10.00: Mulighed for spørgsmål fra pressen
Herefter er der fra kl. 10.00 – 17.00 kørsel med ODIN for offentligheden, åbent tog med Vectron-lokomotiv (stillestående), udstilling, uddeling af jubilæumspublikation, uddeling af is mv.
Det er gratis at deltage i arrangementet.