Bæredygtighedspris til ildsjæle med hjertet på rette sted
Organic Plant Protein i Hedensted bliver modtager af Hedensted Kommunes Bæredygtighedspris 2021. Prisen overrækkes tirsdag 26. april.
Ambitionsniveauet og potentialet er tårnhøjt hos den Hedensted-baserede virksomhed Organic Plant Protein, der i 2019 blev etableret af parret Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen.
Trods alvorlige Corona-benspænd i startfasen er det lykkedes at få produktionen af plantebaserede økologiske køderstatningsprodukter og chips op i omdrejninger. Når fabrikken kører på fuld kapacitet vil den årlige produktion nå op på 5000 tons planteproteiner fra ærter og hestebønner. Det svarer til kødet fra 320.000 slagtesvin eller rundt regnet 400.000 måltider om dagen.
Produkterne fra Organic Plant Protein kan i dag findes i flere detailkæder i Danmark, bl.a. Bilka, Meny og Coop.dk, og i flere kæder i Tyskland, England og Holland. Større pakninger leveres gennem Foodservice-grossisterne Hørkram, Dansk Cater og Solhjulet, men de største mængder sælges til kødindustrien, som er i fuld gang med at udvikle plantebaserede alternativer til det hidtidige sortiment af kødprodukter. Over 70% af omsætningen er eksport.
På det globale marked er der stor vækst i produkter, som kan erstatte kød, og virksomheden forventer, at der hurtigt bliver behov for en udvidelse af produktionskapaciteten. Der arbejdes derfor allerede nu med planer om at bygge endnu en fabrik ved siden af den nuværende på Årupvej.
Det er det nyoprettede Klimaråd i Hedensted Kommune, der blandt et stærkt felt af kandidater har valgt virksomheden, som modtager af kommunens Bæredygtighedspris 2021.
”Vi er utrolig stolte over, at Organic Plant Protein har valgt at etablere sig i vores kommune, og vi håber, at virksomheden kan være med til at tiltrække lignende virksomheder og dermed medvirke til at skabe en endnu større klynge af fødevareproducenter i kommunen. Virksomheden har skabt et genialt produkt, som fuldt udfoldet vil yde et væsentligt bidrag til nedbringelsen af det globale CO2-forbrug og samtidig være med til at sikre fødevareproduktion nok til en stadig stigende verdensbefolkning. Prisen er samtidig en stor anerkendelse af to ildsjæle med hjertet på rette sted,” lyder det i begrundelsen fra Klimarådet.
”Vi glæder os meget over at modtage Bæredygtighedsprisen 2021, som også vil bidrage til yderligere opmærksomhed om vigtigheden af at få reduceret produktionen af kød. Desuden er det et område, hvor alle har mulighed for at bidrage til en sundere og mere klimavenlig fremtid.
Samtidig vil vi også gerne takke Hedensted Kommune for den gode modtagelse og den efterfølgende positive og hurtige proces, da vi i februar 2019 skulle finde en lokalitet til den nye fabrik”, udtaler Ulrich Kern-Hansen”
For mere information:
Ulrich Kern-Hansen, medstifter af Organic Plant Protein, tlf.: 40183692
Nikka Sig Kristensen, CEO Organic Plant Protein, tlf.: 50410272
Carsten Steffensen, erhvervschef Hedensted Kommune, tlf.: 4084042