Kommunen har planer om at etablere en tilsvarende sundhedssatellit i Tørring
Hvis man som borger i Hedensted Kommune har villet benytte sig af et kommunalt sundhedsfremmende eller forebyggende tilbud, har man som oftest måttet tage turen til Sundhedshuset i Løsning. Det betyder, at borgere i den østlige eller vestlige del af kommunen skal køre langt for disse tilbud.
Det har derfor længe været et stort ønske at placere en sundhedssatellit i kommunens to andre centerbyer, Juelsminde og Tørring. Ligesom man i flere år har haft en decentral træningsenhed på Rådhuset i Juelsminde.
Den første sundhedssatellit er nu endelig en realitet, og den åbner i Juelsminde den 19. april kl. 14.-17. på adressen: Rådhuset i Juelsminde, Tofteskovvej 4.
Sundhedssatellitten skal fungere som en decentral enhed for at nå ud til alle dele af kommunen. Mange af de tilbud som tilbydes i Sundhedshuset i Løsning, vil nu også blive tilbudt i Juelsminde. Det drejer sig blandt andet om sundhedssamtaler, åben vejning, træning, rygestopsamtaler og meget mere.
Det er på sigt et ønske at åbne endnu en sundhedssatellit i kommunens vestlige del – men placering og opstart for denne er stadig på tegnebrættet.
I anledningen af åbningen inviterer Sundhedshuset til indvielse, hvor der bydes på snacks og lidt drikkelse. Her vil der blive afholdt konkurrencer og givet en forsmag på nogle af de tilbud, borgerne kan benytte i sundhedssatellitten.
For mere information:
Kristina Hornbæk, sundheds- og forebyggelseskonsulent Hedensted Kommune, tlf.: 29132135