Hedensted Kommune skifter til ”grønne” biler
Med leasing af 79 elbiler til primært hjemme- og sygeplejen føjer kommunen et nyt element til sin ambitiøse klimamålsætning
Hedensted Kommune har i de kommende år sat sig ambitiøse mål for den grønne omstilling. Kommunen er således partner i klimaprojektet DK2020, som er igangsat af KL, Realdania og de fem regioner. Her skal kommunen bidrage til, at vi i Danmark når målet om at være klimaneutrale i 2050. I første omgang skal vi nå et delmål om i 2030 at reducere CO2-udslippet med 70 pct. i forhold til 1990.
Det betyder, at CO2-udslippet i kommunen om otte år skal være mindre end en tredjedel af udledningen i 1990. Som et af mange tiltag for at nå sit mål har kommunen netop besluttet at lease 79 elbiler af mærket Hyundai Kona Electric. Når de nye elbiler leveres i august, vil kommunen dermed have udskiftet, hvad der svarer til en tredjedel af den samlede kommunale vognpark.
De nye elbiler vil primært blive stillet til rådighed for kommunens hjemme- og sygepleje og bliver fordelt på syv kommunale adresser; 36 i Hedensted, 28 i Juelsminde, 7 i Rask Mølle og Uldum og en enkelt i Tørring. Men ingen elbiler uden strøm, og derfor vil der på de pågældende adresser også blive opstillet et tilsvarende antal ladestandere. Kommunen vil desuden arbejde på at skabe øget adgang til ladestandere for kommunens borgere ved at udnytte overskudskapaciteten. Det regner man med at kunne præsentere et udspil om i løbet af foråret.
”De kommunale elbiler er et lille men vigtigt skridt på vejen i vores bestræbelser på at nå klimamålene, og derfor vil der over de kommende år ske en yderligere løbende udskiftning af de af vores biler, der kører på fossile brændstoffer. Vi har som kommune skubbet på for, at det også bliver muligt at stille ladestandere til rådighed for kommunens borgere. Hvis vi som nation skal lykkes med den grønne ambition, er omstillingen til elbiler et vigtigt element, og derfor skal vi som kommune også medvirke til at gøre det nemt for borgerne at bidrage til klimamålsætningen,” siger borgmester Ole Vind.
De 79 nye elbiler bliver leveret af Caripo Biler i Horsens. Her siger direktør Henrik Mark Henriksen om aftalen:
”Vi er naturligvis utroligt glade og stolte over at have vundet udbuddet og scoret højt i evalueringen. Det er en meget stor ordre for os, og vi er glade for, at vi med Hyundai Kona Electric har et produkt, der er velegnet til kommunens formål, som jo betyder, at bilerne skal kunne køre både meget og optimalt hele tiden. Det glæder vi os til at være med til at sikre og naturligvis til at kunne bidrage til den grønne omstilling i almindelighed.”