Nu nærmer høsten sig. Det betyder, at rotternes adgang til føde i markerne begrænses markant, og rotterne må derfor søge andre steder.

Efter høsten kommer efteråret og vinteren, og med efterår og vinter følger koldt og vådt vejr. Det får rotterne til at søge mod tørre og lune steder, hvor de kan bo og bygge rede.

Du kan selv gøre meget for at undgå, at rotterne slår sig ned på din ejendom.

Død rotte, foto: ABW

Begræns rotternes adgang til føde

De frugter, du ikke selv når at høste, nyder rotterne i stor stil.  Sørg derfor, for at opsamle og bortskaffe nedfaldsfrugter fra haven.
Undgå at fodre fugle. Fuglefodring kan være rigtig hyggeligt, men fuglene kender ikke til Emma Gad og spilder en del. Dette kan hurtigt blive til et tagselvbord for rotterne. Hvis du alligevel vælger at fodre fugle, kan dette med fordel gøres på et underlag, hvor opsamling af spild er nemt. Flyt gerne foderbrættet til en flisebelægning med en fugetykkelse, der stadig tillader opsamling af spild, eller placer en plade under foderbrættet. Rester af foder på brættet bør også fjernes hver aften.

Begræns rotternes skjulesteder

Efteråret og vinteren har tendens til at bringe koldere og vådere vejr med sig. Dette får rotterne til at søge mod steder, hvor de kan bygge bo og rede i læ for vind og vejr. Det er derfor en god idé at gennemgå skure, garager, carporte, legehuse og lignende for revner og sprækker. Der skal ikke mere end et hul på størrelse med en 2-krone til, før rotterne kan komme igennem.
Har du udendørs oplag, er det – uanset art – en fordel at hæve oplaget fra jorden eksempelvis på paller samt rykke det 1 meter ud fra muren.
Har du en kompostbeholder, kan det også være en god idé at tjekke den for huller – også i bunden. Kompostering udvikler varme og udgør derfor en god bolig for rotterne.

Hedensted kommune hjemtager rottebekæmpelsen

Rottebekæmpelsen i Hedensted Kommune har indtil nu været udliciteret til et privat bekæmpelsesfirma.

Fra d. 1. august 2020 hjemtager Hedensted Kommune bekæmpelsen. Som borger vil du kommer til at kunne genkende kommunens rottebekæmpelse på skydeskiven til højre.
Anmeldelse af rotter fortsætter uændret via www.hedensted.dk

For mere information:

Morten Christensen

Afdelingsleder for Miljø-, Bygge- og Erhvervsservice

Morten.Christensen@hedensted.dk

Tlf.: 79 75 56 56

Rotteteamet:

Rotter@hedensted.dk

Tlf.: 79 75 53 00

Del på sociale medier