Et projekt om jordfordeling på Juelsmindehalvøen skal styrke landmændenes drift, forhindre oversvømmelser i sommerhusområdet og pleje den lokale natur. Et puslespil, der baserer sig på en frivillig tilgang, og hvor målet er gensidig værdiskabelse. Landbruget tager teten sammen med Hedensted Kommune.
– Projektet er i sin spæde opstart. Vi har sammen med Hedensted Kommune, rådgivningsselskabet Velas og SEGES taget initiativ til at undersøge området ved As Vig. Området har en række udfordringer, og vi har mødt interesse fra lodsejere, der ser muligheder i en bedre planlægning. Derfor vil vi i den kommende tid undersøge, hvor stor interessen egentlig er i lokalområdet, da det er vigtigt, at projektet bliver forankret lokalt. Man kan se jordfordeling som et puslespil, hvor landmænd og andre interessenter selv skal være med til at lægge brikkerne og tegne stregerne for at få de mest optimale forhold, forklarer formand for Østjysk Landboforening, Henrik Nielsen.
Hvordan skaber vi rammerne for, at lodsejere gennem køb, salg og bytte af jordarealer kan samle deres marker og opnå en bedre drift? Hvordan undgår vi massive oversvømmelser i sommerhusområdet ved As Vig? Hvordan kan vi gennem jordfordeling etablere rekreative områder og øge biodiversiteten, arbejde med klimasikring og et rent vandmiljø? Det er nogle af de spørgsmål, et nyt projekt om jordfordeling skal give svarene på. Projektet kommer til at involvere de landmænd, lodsejere, sommerhusejere og andre interesserede på Juelsminde-halvøen, der kan se muligheder i jordfordeling.
– I Hedensted kommune har vi rigtig gode erfaringer med at udvikle og skabe rammerne for en udvikling af vores byer og lokalområder i en tæt dialog med borgere og organisationer. Vi ser derfor dette projekt som en spændende mulighed for også i As Vig at samle lodsejere med interesse inden for landbrug, natur og klima om en fælles udvikling af området, fortæller Lene Tingleff formand for Teknisk Udvalg i Hedensted kommune.
Lokal opbakning
I den kommende tid vil Østjysk Landboforening sammen med Hedensted Kommune undersøge, om der er interesse for jordfordeling blandt lodsejerne ved As Vig. Den lokale opbakning er afgørende for, om projektet sættes i søen.
– Vi har i landboforeningen længe ønsket at arbejde med jordfordeling, som har mange fordele, men det er selvfølgelig helt op til den enkelte landmand, om han har lyst til at deltage. Jordfordeling er en måde, hvor landmænd kan få kortere afstand til deres marker – og dermed opnå en bedre drift. De kan også få byttet arealer, der for eksempel er udfordret af vand, eller få mere natur på ejendommen, hvis de ønsker at gå på jagt, forklarer Henrik Nielsen.
– Jordfordelingen kan desuden udvikle lokalområdet og skabe værdi i naturen, fremme biodiversiteten og give nye rekreative muligheder. Ved at kombinere mange interesser kan vi nå langt sammen, afslutter Lene Tingleff.
For mere information:
Formand For Udvalget for Teknik, Lene Tingleff, tlf. 20235815.
Formand for Østjysk Landboforening, Henrik Nielsen, på telefon 24 21 53 01.
Politisk rådgiver, Velas, Maria Pilgaard, telefon 22210217
Konsulent, Hedensted Kommune, Per Nørmark tlf.: 29275033