50 års jubilæum: Palsgaard Sommerspil vil have de “gamle” med på scenen Når Palsgaard Sommerspil til sommer opfører klassikeren ‘Spillemand på en tagryg’, skal det være med et hold af skuespillere, der binder fortiden, nutiden og fremtiden sammen. Til sommer 2022 kan Palsgaard Sommerspil fejre sit 50 års jubilæum med musicalklassikeren ‘Spillemand på en tagryg’. 4. december bliver der holdt audition i Horsens.

Og når holdet til forestillingen skal sættes, så skal det være med et hold af skuespillere, sangere og dansere i alle aldre, der binder fortiden, nutiden og fremtiden sammen – præcis som handlingen i musicalen.

– ‘Spillemand på en tagryg’ er i vores øjne en perfekt jubilæumsforestilling, fordi den netop handler om overgangen fra fortid til fremtid. Vi har altid forsøgt at udvikle os, men vi skal ikke glemme, at vi står på skuldrene af alle dem, der har båret vores forening frem, siger formand Thrine Nørgaard.

Brug for gamle og unge

Til forestillingen er der både brug for unge og gamle og alle indimellem, fortæller instruktør Jens Frausing.

– Vi har brug for et bredt udsnit af mennesker, der kan udgøre den her lille landsby Anatevka, hvor Tevye bor med sine fem døtre, der gør oprør mod alt det etablerede. Så vi håber i den kreative ledelse, at vi både vil se nye ansigter, men også nogle af dem, der måske stod på scenen for 20 år siden, og som har lyst til det igen, siger Jens Frausing.

Siden 1972 har der hvert år været spillet musicals og operetter i Palsgaard Slotspark ved Juelsminde. Forestillinger som The Sound of Music, Les Misérables, Grease, Atlantis og mange flere har hvert år trukket op mod 10.000 tilskuere til slotsparken hvert år.

Audition bliver afholdt 4. december kl. 10.00 på Østerhåbskolen, Sdr. Torstedvej 1, 8700 Horsens. Der søges skuespillere, sangere og dansere.

Tilmelding senest 1. december 2021 på: www.palsgaardsommerspil.dk/audition

Kontaktoplysninger:

Thrine Nørgaard, formand (20 32 76 92)

Astrid Sommerlund, presseansvarlig (22 14 64 41)

Jens Frausing, instruktør (23 71 63 16)

Lidt om ‘Spillemand på en tagryg’

‘Spillemand på en Tagryg’ er en livsbekræftende, rørende og morsom fortælling om livet i en lille jødisk landsby i Rusland, der er under pres fra en verden i opbrud og forandring.

Året er 1905 og i horisonten lurer revolutionen og angreb på jøder. Mælkemanden Tevye fra landsbyen Anatevka balancerer på kanten mellem fortidens traditioner og de nye tiders normer – symboliseret af violinisten, der må balancere på tagryggen.

Det er traditionerne, der er limen i det lille landsbysamfund, men nye vinde blæser, og verden er i forandring. Denne splittelse mellem det gamle og det nye er omdrejningspunktet i handlingen, og den høres også i musikken, der trækker på den jødiske kultur men i en ny indpakning.

Tevyes oprørske døtre synger også om at bryde de gamle traditioner og om at ville leve livet på deres egne præmisser og ikke indgå i arrangerede ægteskaber.

Det stiller Tevye over for dilemmaet: Vejer kærligheden til børnene stærkere end loyaliteten over for traditionerne og troen?

Fakta om Palsgaard Sommerspil:

Palsgaard Sommerspil er en teaterforening hjemmehørende i Palsgaard Slotspark ved Juelsminde. Foreningen, der tæller omkring 200 frivillige og en håndfuld professionelle, har eksisteret siden 1972 og har gennem årene opført operetter og musicals som The Sound of Music, Atlantis, Les Misérables, Grease, Midt om Natten og Chess. Forestillingerne tiltrækker publikum fra alle egne af landet og sommetider fra udlandet med op til 10.000 tilskuere pr. sæson.

Del på sociale medier