Vild erhvervsvækst kan fortsætte:
Hedensted Kommune følger rekordsalg op med nye erhvervsgrunde tæt på E45
Hedensted Kommune solgte i 2021 rekordmeget erhvervsjord. Og fjerde mest erhvervsjord af alle kommuner i Danmark.
For at imødekomme den fortsat høje efterspørgsel udvikler Hedensted Kommune nu endnu mere erhvervsjord i de mest populære erhvervsparker. I alt 125.000 m2 erhvervsjord tæt på E45 forventes udbudt efter sommerferien. De mange kvadratmeter følges efter planen af facadegrunde direkte ud mod E45 i løbet af efteråret 2022.
På trods af stigende byggepriser og omkostninger er der fortsat fuld damp på erhvervsudviklingen i Hedensted Kommune. Og efterspørgslen på især erhvervsjord er stor. Adskillige virksomheder står på spring til at investere i erhvervsjord i kommunen. Og de får nu nye muligheder for at etablere sig centralt i landet, tæt på flere motorveje, lufthavn, havne og jernbane – og i et område med stor adgang til kvalificeret arbejdskraft.
To nye erhvervsområder mellem selve Hedensted by og E45 er under udvikling i forlængelse af erhvervsområdet Kildeparken, hvor der i øjeblikket opføres en række domiciler, produktionsfaciliteter og logistikcentre, som beliggenheden er særligt velegnet til.
Den nye erhvervsjord glæder Hedensted-borgmester Ole Vind:
”Vi arbejder på højtryk med hele tiden at følge med den store efterspørgsel på jord til både boliger og erhverv – også selvom økonomien lige nu er mere usikker end tidligere. Derfor er det et helt naturligt skridt, at vi udvider nogle af vores mest efterspurgte erhvervsområder, hvoraf det ene ligger helt ud til E45. De grunde vil være særligt attraktive for virksomheder inden for logistik- og transportområderne, men også andre brancher, som prioriterer beliggenhed, arbejdskraft og velfungerende infrastruktur rigtig højt.”
Et 125.000 m2 stort erhvervsområde på Kildepark Allé forventes udbudt først, og efterfølgende er det planen, at naboområdet Kildeparken klods op af motorvejen udvides – og udbydes til salg. Inden da skal jorden dog erhverves af lodsejere i området.
For at sikre både nye og eksisterende virksomheder de bedst mulige rammevilkår, arbejder Hedensted Kommune samtidig på at få udbygget infrastrukturen i området – blandt andet med en ny motorvejstilslutning ved Hedensted Syd – tæt på Kildeparken – så fremkommeligheden og dermed udviklingen i området kan fremtidssikres.
-”Vi ved fra undersøgelser, at vi bliver valgt til på god erhvervsservice og beliggenheden. Den bliver endnu bedre i de kommende år, når E45 udvides, og nye boligområder skyder op. Det er fantastisk, men det understreger også behovet for, at vi er proaktive og får udfordret de meget stramme anlægsrammer, som vi kigger ind i. For selvom det bliver svært at få lov til at bygge i det omfang, vi ønsker os i de kommende år, så skal vi ikke gamble med den vækst og udvikling, vi oplever i hele Sydøstjylland, forklarer Ole Vind.
”Derfor er det afgørende, at vi får lov til at etablere en ny motorvejstilslutning ved Hedensted Syd, som kan betjene erhvervsparkerne i området, Hedensted by og hele oplandet, som er inde i markant udvikling – og som kan aflaste eksisterende tilslutninger. For vi er i høj grad afhængige af velfungerende infrastruktur, så varer og medarbejdere kan komme sikkert frem og uden unødige forsinkelser,” uddyber han.
FAKTA:
Hedensted Kommune solgte i 2021 ca. 320.000 m2 erhvervsjord. Det største areal nogensinde.
Minimumspriser for erhvervsjord på Kilde Allé er fastsat til 180 kr. pr. m2 ex. Moms – og arealerne vil blive solgt via en budrunde. Dato og nærmere detaljer herfor forventes fastlagt efter sommerferien 2022.
Erhvervsområdet Kildeparken forventes udvidet etapevis startende fra efteråret 2022 og omfatter i alt ca. 900.000 m2. Planen for udbuddet af erhvervsarealerne i Kildeparken fastsættes nærmere i efteråret 2022.

Del på sociale medier